SKYHØJE BØDER TRUER ERHVERV
Dyretransportører får kæmpebøder for skader på dyr, også selv om skaden er sket i stalden, og landmandens dyrlæge har godkendt dyrene til transport. Kropurimeligt, mener vognmand. Minister melder hus forbi.
Grisen lunter fredsommeligt op ad rampen til lastbilen. Om godt tre timer vil den hænge flækket på langs på slagteriet i Thisted klar til den videre proces, der ender i supermarkedernes kølediske. Godt 240 grise skal denne kolde og mørke januarmorgen læsses på vogntoget ude hos landmanden.
DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND er på besøg hos vognmand Carsten Møibæk fra Salling Vognmandsforretning i Breum for at se, hvordan en dyretransport anno 2020 foregår og ikke mindst til en snak om dyrevelfærd, ansvar og kæmpebøder.
Chaufføren og en landbrugsmedhjælper genner roligt dyrene fra stalden og op på vognen. Et klap med en lang pind med en rød ”plastik-hånd” får grisene til at rykke en smule raskere. Imens holder chaufføren nøje øje med, om dyrene er fri for sår og skader som fx halebid, brok, hudafskrabninger osv. Har de den slags, må de nemlig ikke køre med, og gør de det alligevel, koster det en politianmeldelse for dyremishandling og en kæmpebøde til vognmanden.
Chaufføren fortæller, at han har sorteret en gris fra, fordi den havde sår på halen.
Carsten Møibæk lægger vægt på, at dyrene ikke skal lide overlast, mens de transporteres. Og han påtager sig fuldt og helt ansvaret for dyrenes velfærd under selve transporten. Men han har et problem med bødestørrelserne for overtrædelse af reglerne, der får bøderne for sikkerhedskritiske fejl på lastbiler til at ligne bagateller. Og som han mener direkte truer erhvervet.
Problemet er, at vognmanden bliver holdt ansvarlig for skader, som dyrene har pådraget sig lang tid før transporten. Og her gør det ikke nogen forskel, om landmandens dyrlæge forinden har erklæret dyrene egnede til transport. Det gør heller ingen forskel, om skaden er så lille, at den let overses under læsningen.