Del

Kræver ministersvar om rastepladser

Transportminister Signe Munk (SF) bliver nu afkrævet svar om parkering efter DTL-Magasinets afdækning af problemerne.

En rundspørge i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 6, 2026 viste store problemer for vognmænd og chauffører med at finde parkeringspladser på rastepladserne.

Mangel på p-pladser, en daglig kamp for ikke at overtræde køre-hviletidsreglerne og almindeligt kaos på rastepladserne. 

Sådan har vognmændene her i magasinet de seneste måneder i artikler og i resultaterne af en rundspørge beskrevet situationen (nr. 4 og nr. 6, 2026). Ifølge rundspørgen oplever to ud af tre vognmænd og chauffører, at der mangler kapacitet på rastepladserne. 

Det har afstedkommet fornyet politisk interesse for parkeringsproblemerne. 

Dansk Folkepartis transportordfører Michael Nedersøe har nemlig på baggrund af dækningen her i bladet stillet en række spørgsmål i Folketinget til transportminister Signe Munk (SF). 

MINISTER VIL AFVENTE OPTÆLLING PÅ RASTEPLADSER

I et svar til Folketingets Transportudvalg skriver transportminister Signe Munk (SF), at antallet af p-pladser på rastepladserne er forøget fra 230 til 473 som følge af Infrastrukturplan 2035. Ministeren meddeler dog, at hun vil afvente Vejdirektoratets optælling på rastepladserne i efteråret 2026, inden hun vurderer, om problemerne med manglende p-pladser er forværret som beskrevet i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND.

Kilde: Folketinget

- Der er jo kapacitetsproblemer i Danmark, Tyskland og Frankrig og i hele Europa. Vi er efterhånden rullende lagerhoteller, og efter kl. 16 skal du lave kreativ parkering og lede længe efter en p-plads, siger Michael Nedersøe, der selv er mangeårig lastbilchauffør. 

Han mener, at der skal arbejdes politisk for en udvidelse af kapaciteten på rastepladserne. 

Umiddelbart kan han hente støtte hos Vejdirektoratet, som for nylig over for TV2 ØST har erkendt, at de er bekendte med problemerne med manglende parkeringsmuligheder. Vejdirektoratet vil derfor i efteråret 2026 foretage en tælling af lastbiler, for at se, hvordan rastepladserne bliver brugt. 

Vil have straksbøder til udlændinge 

Sammen med en udbygning af rastepladserne vil DF-ordføreren have en mere effektiv parkeringskontrol overfor især udenlandske køretøjer. 

Her er han ikke tilfreds med de svar, transportministeren har leveret, hvoraf det bl.a. fremgår, at politiet har ansvaret for kontrollen, så udlændinge på den baggrund ikke kan undlade at betale skyldige p-afgifter. 

Daværende transportminister Thomas Danielsen (V) afskaffede i 2025 25-timersreglen og nedlagde Færdselsstyrelsens p-kontrol. 

- Jeg tror ikke, at politiet kører rundt på rastepladserne og laver parkeringskontrol og udskriver afgifter. Medmindre der er tale om grelle tilfælde, har politiet mange andre vigtige ting at tage sig til. Men hvis en udenlandsk lastbil holder ulovligt, skal der udskrives en straksbøde, siger Michael Nedersøe, der vil have transportministeren til at undersøge muligheden for at tilbageholde udenlandske lastbiler ved manglende betaling. 

Det afviser transportministeren dog. 

Michael Nedersøe oplyser, at han vil forfølge sagen i Folketinget over for ministeren. 

Med ophøret af Færdselsstyrelsens p-kontrol stoppede også indsatsen via det britiske bureau EPC med at opkræve ubetalte p-afgifter i udlandet. 

DF’s transportordfører mener ikke, danske myndigheder har gjort tilstrækkeligt for at opkræve de 12.000 ubetalte p-afgifter til en værdi af 25 millioner kroner i udlandet. 

- Jeg mener, man for lang tid siden skulle have udstukket bøden til den danske del af vogntoget, altså traileren. Så skulle man have fået pengene ind, siger han. 

Vi har spurgt transportminister Signe Munk, hvordan hun vil løse kapacitetsproblemerne på rastepladserne, men hun vendte ikke tilbage før deadline. 

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 7, 2026