Del

Kontakt ansvarlig

Frank Davidsen

Underdirektør, leder af DTL's medlemsservice

Arbejdstidsregler for selvstændige vognmænd

Selvstændige vognmænd, der er omfattet af køre- hviletidsreglerne, er omfattet af arbejdstidsregler. DTL giver dig et overblik over reglerne, herunder hvad der skal registreres, hvordan arbejdstiden registreres og hvem der kontrollerer oplysningerne.

Hvad siger arbejdstidsreglerne?

Arbejdstidsreglerne for selvstændige vognmænd skal sikre, at du som vognmand holder fri og får hvilet ud, inden du skal køre lastbil.

I udgangspunktet gælder arbejdstidsregler generelt kun for ansatte.

I transportbranchen er det dog ikke ualmindeligt, at den selvstændige vognmand både kører lastbil og klarer de administrative opgaver.

Det medfører ofte meget lange arbejdsdage. Arbejdstidsreglerne skal med blikket på trafiksikkerheden forhindre, at der sker uheld på grund af risiko for træthed.

Her følger en oversigt over reglerne for hhv. ugentlig arbejdstid, pause og natarbejde.

Ugentlig arbejdstid

  • Din ugentlige arbejdstid må maksimalt være 60 timer

  • Din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid over en 6 måneders periode må maksimalt være 48 timer

Pause

  • Du skal holde pause senest efter 6 timers arbejde

  • Er din arbejdstid mellem 6–9 timer, skal pausen være 30 minutter

  • Er din arbejdstid på mere end 9 timer, skal pausen være 45 minutter

  • Du kan opdele pausen i 15 minutters intervaller

Natarbejde

  • Hvis du arbejder om natten, må du maksimalt have en samlet arbejdstid på 10 timer

  • Natarbejde er ethvert tidsrum på mindst 4 timer mellem 00:00 og 07:00

  • Perioden for natarbejde er for godschauffører overenskomstbestemt i tidsrummet fra kl. 00:00 og 04:00. Du bestemmer selv, hvornår din periode for natarbejde ligger, og den behøver ikke være den samme periode fra dag til dag

Hvem er omfattet af reglerne?

Arbejdstidsreglerne gælder både for den selvstændige vognmand (ejerleder) i en enkeltmandsvirksomhed og for en direktør i et ApS eller A/S, når den pågældende udfører godskørsel og er omfattet af køre- og hviletidstidsreglerne.

Som selvstændig forstås enhver person,

  • som arbejder for egen regning og ikke er bundet til en arbejdsgiver ved ansættelseskontrakt eller noget andet arbejdsmæssigt hierarkisk afhængighedsforhold
  • som frit kan tilrettelægge sin arbejdsdag
  • og hvis indkomst afhænger direkte af overskuddet.

Hvordan efterlever du reglerne?

Du skal registrere din arbejdstid hver uge. Som udgangspunkt registreres dine køre- og hviletidsaktiviteter (køretid, andet arbejde og rådighedstid) i takografen. Derudover skal du også registrere administrativt arbejde, der specifikt knytter sig til den konkrete transport, herunder tilbudsgivning og fakturering.

Det betyder, at indkøb af nyt materiel, ansættelse af chauffører, chaufførmøder osv. ikke er arbejdstid, der skal registreres i henhold til arbejdstidsreglerne for selvstændige vognmænd.

DTL anbefaler
DTL anbefaler, at du så vidt muligt registrerer alt din arbejdstid i takografen. På den måde har du alt samlet et sted og har også styr på den del af din arbejdstid, som loven kræver registreret.

Det står dig dog frit for, om du vil registrere din arbejdstid på en anden måde.

Færdselsstyrelsen har udarbejdet et skema, hvor du nemt holder overblik over din arbejdstid. Du kan også registrere din arbejdstid i fx en spiralkalender.

Anvender du andre registreringsmetoder end takografen, skal du sørge for at optegne alle aktiviteter, dvs. køretid, andet arbejde, rådighedstid og administrativt arbejde, som tæller med i din arbejdstid.

Kontrol
Du kan blive indkaldt til kontrol. Hvis du undlader at registrere din arbejdstid eller overtræder reglerne, fx ved at arbejde for længe eller undlade at holde pause, kan du blive straffet med bøde.

Baggrund

Selvstændige vognmænd er omfattet af EU's direktiv for mobile arbejdstagere og er derfor underlagt arbejdstidsregler indført ved dansk lov i bekendtgørelse om Arbejdstid for selvstændige vognmænd, der udfører mobile vejtransportaktiviteter. 

Yderligere oplysninger

Det er Færdselsstyrelsen, som er myndighed for arbejdstid for selvstændige vognmænd.

På styrelsens hjemmeside finder du mere information om reglerne - KLIK HER