Vi gad ikke noget bøvl, så vi betalte bare.
Sådan beskriver afdelingsleder for hjemtransport hos Danpo Allan Risom nøgternt forløbet med de fire vejafgiftsbøder, som fjerkræslagteri-virksomheden fik i 2025. Han mener, at der var tale om bøder for utilsigtede fejl, som virksomheden og dens chauffører dårligt kunne forudse eller gøre noget ved undervejs.
- Vi oplevede en række udfald på vores Telepass-bokse, som var fastmonterede til strøm i lastbilerne, så de er ikke blevet frakoblet ved en fejl, siger han.
Der var tale om fejltilfælde, som lignede hinanden, fortæller Allan Risom.
- Vi oplevede flere gange, at boksene faldt ud på strækninger på 10-12 kilometer omkring Vejle Fjord-broen og derefter kom tilbage, siger han.
Udfaldene og bøderne førte til, at Danpo udskiftede sin Telepass-løsning med Brobizz’ vejafgift-bokse i efteråret 2025. Det skete på samme tid, som virksomheden fik afslag fra Færdselsstyrelsen på en indsigelse mod en bøde på 9.000 kroner.
Allan Risom mener, at myndighedernes ageren og bødeudskrivningen ikke har taget hensyn til de praktiske forhold for virksomheder og chauffører.
- Vi kan ikke bede chaufføren om at holde ind og vente, når vi kører dyretransporter. Jeg mener, at vi skulle have haft mulighed for at rette op på tekniske fejl og udfald, når vi kom hjem i stedet for at få en bøde på 9.000 kroner. Det er ikke rimeligt, hverken for firmaet eller chaufførerne, som er uden skyld.
Udsigt til tilbagebetaling
Nu kan der imidlertid være udsigt til, at Danpo og mange andre transportvirksomheder, der har betalt en vejafgiftsbøde, som er udskrevet i 2025, får pengene tilbage.
Transportminister Signe Munk (SF) orienterede den 25. september Folketingets Transportudvalg om, at alle bøder udskrevet i perioden 1. januar-18. december 2025 nu skal genbehandles. Det drejer sig om i alt knap 50.000 bøder, hvoraf godt 17.000 er betalt. Det sker, fordi udskrivelsen af vejafgiftsbøder i den periode på henholdsvis 4.500 og 9.000 kroner har været i modstrid med EU’s såkaldte proportionalitetsprincip, idet myndighederne fx ikke har skelet til, om det har drejet sig om utilsigtede tekniske fejl eller bevidst, systematisk snyd.
Af transportministerens orientering fremgår det bl.a., at Færdselsstyrelsen og politiet “af egen drift” vil genoptage alle vedtagne bøder, inkl. dem som er betalt.
“Hvis den fornyede vurdering medfører et tilbagebetalingskrav, vil dette blive håndteret af Sund & Bælt Holding A/S i sager genoptaget af Færdselsstyrelsen. I sager genoptaget af politiet vil et evt. tilbagebetalingskrav blive håndteret af Politiets Administrative Center (PAC) under Midt- og Vestjyllands Politi”, fremgår det af ministerens orientering til Folketinget.
Professor i jura ved Syddansk Universitet (SDU) og ekspert i EU-ret Jacob Öberg vurderer på den baggrund, at vognmænd, som har betalt en vejafgifts-bøde, som er opkrævet uretmæssigt, kan forvente, at pengene betales retur.
- I udgangspunktet kan modtageren af bøden forvente at få pengene tilbage. Jeg tror, at der i forhold til så omfattende en sagsmængde bliver truffet automatisk afgørelse i mange sager med en stor tilbagebetalingsfrekvens.
Han påpeger dog, at der kan blive tale om konkrete vurderinger af, hvorvidt overtrædelsen har været bevidst, eller om der har været tale om en teknisk fejl, og vurderer, at det er sandsynligt, at myndighederne træffer afgørelse om at tilbagebetale bøden minus differencen i forhold til det gældende bødeniveau.
Sagen kompliceres dog yderligere af, at myndighederne siden indførelsen af det graduerede bødesystem i juni 2026 i overvældende grad fortsat udskriver bøder på 9.000 kroner og kun ganske få bøder på 4.000 kroner og 2.000 kroner (se boks herunder).
Jacob Öberg mener, at det er vanskeligt at vurderer, hvordan myndighederne vil tage højde for den situation i forbindelse med en eventuel tilbagebetaling.
Han fremhæver, at det ud fra de seneste bødetal er svært at se, at myndighederne i praksis differentierer mellem de forskellige forseelser, sådan som EU-reglerne foreskriver.
- Når transportministeren må orientere Folketinget om, at vejafgiftens bødepraksis har været ulovlig, er vi vidner til et skandaløst politisk forløb. DTL har gentagne gange advaret mod at straffe vognmænd med bøder på 9.000 kroner for utilsigtede tekniske fejl mv. Alligevel fortsatte myndighederne ufortrødent. Det kunne være undgået, hvis man havde lyttet til branchen. Nu ser det desværre ud til, at langt de fleste bøder fortsat ligger på 9.000 kroner. Så jeg er stærkt bekymret for, at skandalen ruller videre som en snebold, siger DTL’s adm. direktør Erik Østergaard.
- Som praksis med bødeudstedelsen fremstår nu, ser jeg den ikke som forenelig med EU-retten, siger han, men understreger, at det er svært at udtale sig uden at kende de konkrete omstændigheder i alle sagerne.
Ulovlig bødeudskrivelse
Jacob Öberg mener, at transportministerens orientering til Folketinget viser, at myndighederne klart har erkendt, at den hidtidige bødepraksis var ulovlig med henvisning til EU-retten.
- Orienteringen fra transportministeren til Folketinget viser også, at det er en alvorlig politisk sag, siger han og tilføjer, at det også er et klart signal til borgerne om, at man tager sagen alvorligt.
Jacob Öberg har i marts 2026 udtalt sig til mediet Frihedsbrevet om lignende bødesager i bl.a. Ungarn, som også var i modstrid med EU-rettens proportionalitetsprincip.
Spørgsmålet er, hvordan man på den baggrund indførte et bødesystem i Danmark, som var ulovligt?
- Det er et felt, som kræver stor ekspertise i EU-ret, og det tror jeg, man har manglet i forbindelse med indførelsen af det automatiserede bødesystem omkring vejafgiften i Danmark, siger han og peger på, at den manglende ekspertise i ofte teknisk komplicerede EU-anliggender er et udbredt problem i mange EU-lande.
Ryster på hovedet
Udsigten til, at Danpo kan få i hvert fald nogle af bødepengene tilbage, hilses velkommen af Allan Risom. Men han har en bittersød smag i munden over hele forløbet.
- Det giver os da i hvert fald en tro på, at det hjælper, at der bliver rusket op i sagerne. Da vi i sin tid fik bøderne og gjorde indsigelse, havde vi en fornemmelse af, at det ikke gjorde nogen jordisk forskel.
Hvad tænker du om, at I har betalt til et bøde-system, som viser sig at være ulovligt?
- Man kan jo kun ryste på hovedet over måden, vejafgiftssystemet blev indført på. Der var jo mange reaktioner fra branchen. Desværre var der ingen, der lyttede.
FLERTAL FÅR STADIG BØDER PÅ 9.000 KRONER
Langt hovedparten af bøderne for manglende betaling af kilometerbaseret vejafgift er fortsat på 9.000 kroner, selvom der fra 26. juni 2026 blev indført differentierede bødesatser. Det viser tal fra Færdselsstyrelsen, som DTL har fået gennem aktindsigt.
I perioden juli-september 2026 blev der udstedt i alt 1.174 bødeforelæg, når annullerede bøder er fratrukket. Heraf var 1.147 bøder på 9.000 kroner, svarende til 97,7 procent. Af de 1.174 bøder blev 447 udstedt til dansk indregistrerede køretøjer og 727 til udenlandske køretøjer.
Vognmænd skal kunne betale vejafgift, selv om vejafgiftsboksen svigter. Derfor foreslår DTL, at der indføres en særlig nødrutebillet. Samtidig kritiserer organisationen, at vejafgiften for lastbiler mellem 3,5 og 12 ton skal indføres allerede den 5. januar 2027.
Hvad gør man som vognmand, hvis vejafgiftsboksen pludselig svigter, og man ikke på forhånd kender den præcise rute?
I dag kan man købe en rutebillet. Her kan den præcise rute angives efterfølgende inden for 72 timer, men start- og slutdestinationen kan ikke ændres.
Det tager ikke tilstrækkeligt højde for vognmændenes hverdag, mener DTL – Danske Vognmænd, som i et høringssvar til ændringen af vejafgiftsloven foreslår en særlig nødrutebillet.
- Vognmændene skal selvfølgelig betale den vejafgift, de skylder. Men de skal også kunne passe deres arbejde, når teknikken svigter. Mange transporter bliver ændret undervejs, og chaufføren kender langtfra altid den endelige destination. Derfor har vi brug for en løsning, der tager højde for virkeligheden ude på vejene, siger erhvervspolitisk chef i DTL, Ove Holm.
Depositum skal sikre betalingen
DTL foreslår, at nødrutebilletten fungerer som et depositum, der sikrer betalingen af vejafgiften. Vognmanden skal efterfølgende kunne registrere den faktisk kørte rute inden for 72 timer, så den korrekte afgift kan beregnes.
Sker det ikke, skal depositummet dække vejafgiften. DTL peger på den tyske Maut-ordning, hvor der kan opkræves afgift svarende til 500 kilometers kørsel, hvis den faktiske rute ikke kan fastslås.
Systemet skal samtidig automatisk opdage og tilbagebetale dobbeltbetalinger, fx hvis vejafgiftsboksen alligevel har registreret kørslen.
- Det handler ikke om at slippe for vejafgiften, men om at sikre, at tekniske fejl ikke forhindrer vognmanden i at løse sine opgaver eller fører til unødvendige ekstraomkostninger, siger Ove Holm.