De fleste af os har som børn kigget i spejle i et hurlumhejhus og moret os over, at man først er lang og tynd og så lille og tyk i det næste spejl. Man går ind ad én dør, kommer ud ad en anden, og pludselig hælder gulvet, og man vakler afsted.
Desværre er morskaben til at overse, når dele af vejafgiftssystemet ligner et hurlumhejhus.
Midt i det hele står vognmændene og alle andre undrende og måber: Er der overhovedet nogen hjemme?
Sagen om Vognmand Jørgen List A/S fra Juelsminde på side 10-12 er både banal, grotesk og tragisk. En vejafgiftsboks svigter. Virksomheden kontakter Brobizz og følger anvisningen: Køb en rutebillet hos Vejgifter.dk (Sund & Bælt). Så det gør de.
Da virksomheden så alligevel bliver opkrævet via boksen og har betalt dobbelt, burde det give sig selv, at et rødt flag går op i vejafgiftssystemet, så det automatisk refunderer beløbet. Det må trods alt være en mindre øvelse at se, at der er betalt dobbelt for det pågældende køretøj på den pågældende rute på det pågældende tidspunkt.
Sagen ville dermed være slut, før vognmanden overhovedet har brugt sin tid på at besvære sig med det.
I stedet begynder en fem måneder lang vandring gennem systemet. Der skal skrives, ringes og fremsendes dokumentation. Og derefter rungende tavshed.
Det er ikke bare dårlig kundeservice. Det rejser et spørgsmål om noget langt mere grundlæggende: systemets gennemsigtighed og vognmandens tillid til, at hans eller hendes sag behandles ordentligt. Når det ikke sker, kan man dårligt bebrejde vognmændene for at tvivle på deres retsstilling over for myndighederne og vejafgiftssystemet.
For hvem har ansvaret, når vejafgiftssystemet begår en fejl? Hvem skal vognmanden henvende sig til? Hvem træffer afgørelsen, og efter hvilke regler? Og hvor lang tid må myndigheder og de øvrige aktører egentlig bruge på at levere penge tilbage, som de aldrig skulle have haft?
Det kan ikke være rigtigt, at man som vognmand skal gætte sig til det.
Heldigvis har Vejdirektoratet, som er klageinstans, nu fastslået, i modsætning til holdningen i Sund & Bælt, at man ikke må opkræve penge to gange for den samme ydelse. Heller ikke når det gælder vejafgift på lastbiler.
Den anden vej rundt er der anderledes skarphed. Hvis vognmanden ikke betaler korrekt vejafgift, kan konsekvensen være en bøde på 9.000 kroner. Systemet kan kontrollere, registrere, opkræve og sanktionere.
Men har systemet opkrævet for mange penge? Så bliver det pludselig ”juridisk komplekst” og ”teknisk vanskeligt”, som Sund & Bælt forklarer i artiklen. Selskabet oplyser ligefrem, at systemerne ikke er indrettet til automatisk at identificere og behandle dobbeltbetalinger, og at håndteringen ikke er udtrykkeligt reguleret i vejafgiftsloven.
Det er en bemærkelsesværdig indrømmelse om konstruktionen af et system, der minutiøst skal sikre, at pengene kommer ind helt ned til sidste øre. Men man har ikke fra begyndelsen sikret, at pengestrømmen kan løbe den anden vej, når systemet tager fejl.
Det er et udtryk for system- og kassetænkning i sin reneste form.
Selvfølgelig kan der ske fejl i et stort teknisk system. Men borgerens og vognmandens retsstilling viser sig først for alvor netop i det øjeblik, systemet fejler. Her skal ansvaret være entydigt. Sagsgangen gennemskuelig. Tidsfristerne rimelige. Og hvis fejlen ligger hos myndighederne eller de aktører, der er udstyret med ansvaret, skal vognmanden ikke bruge måneder på at bevise, at to plus to stadig er fire, eller at billedet i spejlet stemmer overens med virkeligheden.
