Den nye model for vejafgiftsbøder viser, at myndighederne og politikerne har erkendt, at vejafgiftssystemet var fejlbehæftet, mener DTL. Vognmænd, der har betalt deres bøder, bør derfor have pengene igen, siger adm. direktør Erik Østergaard.
Det lød forjættende, da Transportministeriet i slutningen af juni meddelte, at vejafgiftsbøder fremover vil blive gradueret i forhold til alvorligheden af overtrædelsen, og at vognmændene dermed kan forvente en lempeligere behandling end hidtil.
Adm. direktør i DTL – Danske Vognmænd Erik Østergaard vil dog se tiden og den nye bødemodel an.
- Det er positivt, at myndighederne nu tilkendegiver, at det har været groft uretfærdigt, at utilsigtede tastefejl osv. er blevet straffet lige så hårdt som systematisk snyd. Vi mangler dog fortsat at se, hvordan den nye model fungerer i praksis, så ubevidste fejl ikke automatisk udløser en bøde på 9.000 kroner.
Myndighederne erkender deres fejl
Erik Østergaard mener, at ændringen viser, at myndigheder og politikere offentligt erkender, at vejafgiftssystemet har været fejlbehæftet og uretfærdigt.
- Ændringen af bødesystemet er sket på baggrund af de voldsomme bødemængder i særligt første kvartal af 2025, hvor mange vognmænd har følt sig uretmæssigt ramt uden mulighed for at kunne rette tekniske fejl, før det var for sent. Samtidig er der i mange tilfælde rejst tvivl om, hvorvidt den digitale håndhævelse overhovedet fungerede korrekt i alle led. Samlet set er det jo denne uretfærdighed, myndighederne fremadrettet forsøger at råde bod på, siger han.
Giv pengene tilbage
Tilbage står de mange vognmænd, der allerede har betalt bøder på 4.500 kroner og
9.000 kroner, som var den faste bødetakst for alle forseelser fra 1. juli 2025 indtil den nylige ændring. I de tilfælde, hvor der ikke har været tale om decideret snyd, bør de ret beset få deres penge igen, mener DTL-direktøren.
- Ændringen af bødemodellen peger tilbage på de bøder, der allerede er udstedt og betalt. Vi mener simpelthen, at de vognmænd, der i god tro har betalt deres bøder for at få sagerne ud af verden, bør have pengene igen, for at retfærdigheden kan ske fyldest, siger han.
Transportministeriet har oplyst over for DTL, at ministeriet sammen med Skatteministeriet og Justitsministeriet i september kommer med en fælles udmelding om, hvad der skal ske med bøder udstedt før ændringen, herunder betalte bøder.
Den nye model for vejafgiftsbøder, som trådte i kraft i juni, medfører, at bøden i højere grad afhænger af forseelsen:
• 9.000 kroner ved manglende gyldig EETS-aftale eller rutebillet.
• 4.000 kroner hvis rutebilletten gælder på tidspunktet, men ikke dækker det kontrollerede vejsegment.
• 2.000 kroner hvis ruten er korrekt, men tidspunktet ligger højst seks timer fra kontrollen, eller hvis EETS-data er modtaget inden for seks timer.
• Ingen bøde kan efter konkret vurdering komme på tale ved mindre afvigelser eller fejlindtastninger.
• Der kan højst udstedes én administrativ bøde pr. køretøj inden for 24 timer.
Kilde: retsinformation.dk.