Del

Mange vognmænd venter med generationsskiftet

Tema: Otte ud af ti deltagere i DTL’s rundspørge om generationsskifte er 55 år eller ældre. Af dem nøjes 26 procent med at overveje generationsskifte eller salg uden at tage konkrete skridt.

Rundspørgen viser, at afhændelse af virksomheden ikke nødvendigvis går gennem familien. 59 procent ser salg til anden side som en mulighed, mens 39 procent peger på overdragelse til familie.

Generationsskifte er ikke et fjernt fremtids-spørgsmål for mange vognmandsvirksom-heder. Det er rykket tæt på. 

Det viser en ny rundspørge, som DTL har gennemført blandt medlemmerne. Her er 59 procent af respondenterne 60 år eller ældre, mens yderligere 23 procent er mellem 55 og 59 år. 26 procent svarer, at de har overvejet generationsskifte eller salg af virksomheden, men endnu ikke har taget konkrete skridt. 

Mange står foran valg 

Tallene viser en branche, hvor mange ejere står i eller nærmer sig den fase, hvor virksomheden skal videreføres, sælges eller afvikles. Ti procent svarer, at de allerede har gennemført generationsskifte eller salg. Yderligere ti procent er i gang med generationsskifte, mens fire procent er i gang med salg til en ekstern køber. 17 procent forventer at starte processen inden for fem år. 

Men den største gruppe blandt dem, hvor generationsskifte eller salg er på radaren, er dem, der endnu ikke er kommet videre. 

Og netop det kan blive en udfordring. For generationsskifte i en vognmandsvirkomhed klares sjældent fra den ene dag til den anden. Det handler ikke kun om ejerandele og papirarbejde, men også om biler, tilladelser, medarbejdere, kunder, finansiering, leasingaftaler og den daglige drift, som i mange mindre virksomheder er tæt bundet til ejeren selv. 

Salg fylder mere end generationsskifte  

Rundspørgen viser også, at vejen videre ikke nødvendigvis går gennem familien. 59 procent ser salg til anden side som en mulighed, mens 39 procent peger på overdragelse til familie. 24 procent nævner afvikling, og kun ni procent ser overdragelse til medarbejdere som en mulighed. 

Når det kommer til barrierer, så peger 36 procent på usikkerhed om fremtiden i branchen som en af de største udfordringer. 32 procent nævner værdiansættelse af virksomheden, mens 27 procent peger på grøn omstilling og investeringskrav som barrierer. Også manglende interesse fra familie eller næste generation, finansiering samt skat og juridiske forhold fylder i besvarelserne. 

Svært at slippe livsværket 

Flere vognmænd sætter i deres svar ord på det, der gør processen vanskelig. En nævner “bare det at komme i gang” som en udfordring. 

OM RUNDSPØRGEN 

1.273 inviterede respondenter. 143 besvarelser. Svarprocent: 11,2 procent. Gennemført fra 29. maj til 9. juni 2026. 

En anden peger på “det økonomiske og så at slippe forretningen helt”, efter at have drevet virksomheden i 43 år. En tredje spørger, hvordan man finder den rette køber, som har samme tilgang til medarbejderpleje som den nuværende ejer. 

Samtidig viser svarene, at generationsskifte ikke kun handler om at opnå den højeste pris. 46 procent peger på sikring af virksomhedens videre drift som et af de vigtigste hensyn. 34 procent nævner pris og værdiansættelse, 33 procent medarbejdernes fremtid og 29 procent kundeaftaler og relationer. 

Start i god tid 

Ét råd går igen blandt besvarelserne: Man skal ikke vente for længe. “Start i god tid”, “gå tidligt i gang” og “begynd minimum fem år før endelig overdragelse” lyder det fra flere respondenter. 

En enkelt formulerer det endnu mere kontant: 

“Kom i gang i ordentlig tid ... mindst 10 år før pensionen.”  

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 5, 2026