Del

Generationsskiftet tog fem år

Tema: Hos Bryde & Sønner A/S har generationsskiftet krævet flere års forberedelse, professionel rådgivning og klare aftaler om roller, ansvar og ejerskab. Kom i gang i tide, lyder det fra Mikkel Bryde, der i dag leder virksomheden, og hans far Jan Bryde.

- Det er bedre at være et år for tidligt på den end et år for sent, siger direktør i Bryde & Sønner A/S Mikkel Bryde (th.), der står med sin datter Josephine på 11 måneder, om generationsskifte i vognmands-virksomheder. Til venstre hans far Jan Bryde. Bag dem virksomhedens spritnye Mercedes eActros 600, som blev leveret samme formiddag.

Det er færdigt. 

Sådan sammenfatter Jan Bryde kort et fem år langt forløb, hvor han har overdraget ledelsen af flyttevirksomhed Bryde & Sønner A/S i Skovlunde til sin søn Mikkel på 38 år. 

Vi har sat den nuværende og den tidligere direktør i virksomheden i stævne for at bede om deres gode råd til andre, som står over for et generationsskifte i en vognmandsvirksomhed. 

Og budskaberne er klare: Få fat på nogle professionelle rådgivere, og gå tidligt i gang. 

­- Vi har været helt afhængige af vores revisionsfirma, vores advokat og vores tidligere bestyrelsesformand, som også har revisions-baggrund. De tre har haft et samspil, som har fået det til at virke, siger Jan Bryde. 

Rådgiverne har bl.a. hjulpet med at finde frem til en løsning, hvor virksomheden er blevet delt op i et drifts- og ejendomsselskab, så Jan Brydes anden søn, Nick, der ikke er en del af virksomhedens drift, men sidder som bestyrelsesformand, også er blevet tilgodeset økonomisk ved overdragelsen. 

Bryde senior understreger, at rådgiverne har en central rolle, så man skal kunne stole på dem. 

- Man finder ud af, at et generationsskifte i en virksomhed som vores er utroligt komplekst, så man er afhængig af at kunne have tillid til rådgiverne. Når man har godt 50 medarbejdere, har man også ansvar for mange familier, så man skal være sikker på det, man skriver under på. 

Start tidligere, end du tror 

Vi sidder i frokoststuen i administrationsbygningen hos Bryde & Sønner, hvor et tredje medlem af familien Bryde også er til stede. Mikkel Bryde er i øjeblikket på fædreorlov, så han har sin datter Josephine på 11 måneder med. Hun pludrer og holder sin far travlt beskæftiget under interviewet. 

Det har ikke altid ligget i kortene, at Mikkel Bryde skulle overtage ledelsen af virksomheden. Han er oprindeligt uddannet mekaniker og startede i firmaet som menig flyttemand, inden han gradvist fik ansvar for lager og derefter for drift og personale. 

- Overgangen har ikke været så voldsom, for jeg har trods alt været 12 år i administrationen og i alt 25 år, siden jeg startede her i fritidsjob som knægt. Men hvis vi vidste, at processen var så lang, var vi startet endnu tidligere end for fem år siden. Siden da har jeg i store træk stået for den daglige drift, siger han og peger på vigtigheden af at overdrage mest muligt ansvar i forløbet, så det ikke sker pludseligt og på én gang, siger han. 

Men tidshorisonten er en væsentlig faktor, som mange virksomheder bør være opmærksomme på. Hos Bryde & Sønner startede de med at snakke om generationsskifte for seks-syv år siden. 

BRYDE & SØNNERS RÅD TIL ANDRE VOGNMÆND 

  •     Start processen flere år før, du tror, det er nødvendigt. 
  •     Få revisor, advokat og andre rådgivere med fra begyndelsen. 
  •     Få lagt de overordnede linjer, før I diskuterer ejerandele. 
  •     Husk retfærdighed i familien, hvis flere børn eller arvinger er involveret. 
  •     Giv næste generation ansvar gradvist – ikke fra den ene dag til den anden. 
  •     Meld klart ud, hvem der har beslutningsretten. 
  •     Accepter, at virksomheden kommer til at ændre sig. 

- Det er bedre at være et år for tidligt på den end et år for sent. Man skal ikke sige: Det gør vi lige til næste år, siger Mikkel Bryde. 

Vær klar om rollefordeling 

Mens Jan Bryde efter eget udsagn i dag har rollen som fejemester på lageret, har Mikkel Bryde skullet vænne sig til at have det fulde ansvar for virksomhedens drift. Og det har ikke altid været uden vanskeligheder, fortæller han. 

- I starten undrede jeg mig over alle de spørgsmål, jeg fik fra medarbejderne. Men det var jo fordi, spørgsmålene før blev stillet til min far. Så en del af rollen som ansvarlig er at være forberedt på spørgsmålene i dagligdagen, både så man kan optimere på, hvornår og hvordan man besvarer dem, men også bruge spørgsmålene til at lave forbedringer i virksomheden, siger han. 

Han har særligt ét råd om de skiftende roller til de virksomheder, der står midt i et generationsskifte. 

- Alle i virksomheden skal forstå rollefordelingen, så nogle af medarbejderne ikke fx går til Jan frem for til Mikkel, og det kan være en udfordring i starten. Så der skal man finde sin rolle og gøre det tydeligt, hvem der har retten til at sige ja og nej.  

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 5, 2026