Del

Smart forenkling er godt

Leder: Ikke alle regler er af det onde, men nogle vil vi gerne have fjernet – fx 11 kg-reglen på varebilsområdet, skriver DTL’s direktør Erik Østergaard i sin leder i det nye nummer af DANSKE VOGNMÆND.

Det er med stor tilfredshed og positive forventninger, at DTL har takket ja til at mødes og tale regelforenkling med transportminister Thomas Danielsen (V). 

Guderne skal vide, at en række regler hæmmer transportbranchen. 

Men ikke alle regler er af det onde. Det kan ikke komme bag på nogen, at vi i DTL mener, at EU-reglerne i vejpakken er eksempler på netop det forhold. De har givet en mere fair konkurrence og er med til at sikre, at vi fortsat har et levedygtigt transporterhverv i Danmark med danske vognmænd og danske chauffører i lastbiler på gule plader. Så der ser vi ikke det store behov for regelsanering. 

På side 16 til 18 i dette blad analyserer vi processen omkring 11 kg-reglen på varebilsområdet. Reglen undtager transportører, der fragter gods på under 11 kg. pr. kolli, fra at overholde godskørselsreglerne. Reglen er dybt besværlig at håndhæve, siger både politiet og Færdselsstyrelsen. Og den forvrider konkurrencen i varebilsbranchen. 

Da røgen fra kampen om varebilreglerne før nytår havde lagt sig, og ministerens planer om at afskaffe dem blev forhindret, stod 11 kg-reglen uskadt tilbage. Den enkeltbestemmelse i varebilsreglerne, som må være den mest mærkelige danske særregel overhovedet, og som en samlet transportbranche ønsker hen, hvor peberet gror! 

Et forslag om at droppe den forkætrede 11 kg-regel har vi naturligvis med i kataloget til mødet med ministeren. 

Til gengæld bør parkeringsbegrænsningen på 25 timer på rastepladserne langs motorvejene ikke fjernes, bare fordi der er udfordringer med at få dårlige udenlandske betalere til at betale p-afgifterne. Begrænsningen forhindrer udenlandske vognmænd i at holde ugehvilet i bilerne på rastepladsen – et forhold som sagtens kan blive aktuelt igen, efter at hjemkørselskravet i vejpakken er blevet afskaffet. 

På EU-plan har Kommissionen netop spillet ud med en plan for forenkling af reglerne for unionens erhvervsliv. I erkendelsen af at Europa lider i konkurrencen med Kina og snart måske også USA. 

Hvis regelforenklingerne er smarte dvs. både letter bureaukratiet og branchens vilkår, er vi i DTL med på den. Men det forudsætter naturligvis, at regelforenklingsmødet med ministeren ikke er undtagelsen, men reglen. 

Buketten af bureaukratiske regler fra EU-systemet har taget et ganske omfattende omfang. Tag bare GDPR-reglerne om personfølsomme oplysninger og ESG-reglerne, som tvinger virksomhederne til at bruge ressourcer på at rapportere om deres sociale og miljømæssige tiltag. Alt sammen noget som koster besvær og bøvl ude i virksomhederne. Kan transportministeren hjælpe med at sanere her, vil det være en stor hjælp for transportbranchen. 

Hvis regelforenklingerne er smarte dvs. både letter bureaukratiet og branchens vilkår, er vi i DTL med på den. Men det forudsætter naturligvis, at regelforenklingsmødet med ministeren ikke er undtagelsen, men reglen. 

Læs lederen i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 2, 2025