Allerede i år starter kapløbet om Den Grønne Transportpris 2025. Kampagneperioden vil vare frem til januar 2025, og selve prisoverrækkelsen vil finde sted på Transport 2025 messen i april måned. Alle medlemsvirksomheder i DTL, har mulighed for at deltage i opløbet til Den Grønne Transportpris 2025 og eventuelt modtage prisen.
Skal sætte spot på den grønne omstilling
- Den Grønne Transportpris har endnu engang til formål at sætte spot på den grønne omstilling i transporterhvervet. I Jyske Finans mærker vi en spirende og nysgerrig interesse i at omlægge bilporteføljen til nye og mere bæredygtige teknologier. Selvfølgelig med respekt for økonomi, rækkevidde og infrastruktur med opladning, siger Allan Mortensen, direktør i Jyske Finans.
- Vi er enige med vognmændene i, at omlægningen ikke sker fra denne ene dag til den anden, men der er andre håndtag, der kan tages fat på som for eksempel udarbejdelse af klimaregnskaber. Det er i virkeligheden bare med at komme i gang, og det vil vi gerne understøtte med denne pris, siger han.
Grønne krav til store og små
Ifølge DTL’s adm. direktør Erik Østergaard har den grønne omstilling i den grad fået offentlighedens bevågenhed og dermed også en central plads i samfundsdebatten.
- Øjnene retter sig i endnu større grad mod transportens aktører, og de kommende krav om bæredygtighedsrapporteringer vil stille krav til både store og små, hvad angår klima og miljø. Derfor vil Den Grønne Transportpris 2025 helt sikkert tiltrække sig endnu mere opmærksomhed, siger han.
- Ved prisoverrækkelsen er vi halvvejs mod Folketingets helt store klima-milepæl – nemlig 2030 – og udviklingen vil på dette tidspunkt være endnu mere fremskreden. Så når vi ser på kandidater til prisen, vil det være med en forventning om, at deres grønne aftryk er tydeligt, udtaler Erik Østergaard.
Tre vindere
Prisen uddeles til de tre nominerede virksomheder, som ud fra en samlet bedømmelse vurderes at have gennemført de mest omfattende og effektive tiltag til at reducere miljøbelastningen, reducere klimaaftrykket og/eller fremme bæredygtighed. Gerne gennem nytænkning og anvendelse af utraditionelle løsninger.
Vinderne modtager henholdsvis 25.000 kroner, 15.000 kroner og 10.000 kroner som 1., 2. og 3. præmie.
På DTL’s hjemmeside kan man læse mere om kriterierne for at deltage i konkurrencen og indstille kandidater allerede nu.