Del

Jubel over 42 tons på de femakslede

Fra nytår øges den tilladte totalvægt for femakslede forvogne fra 32 til 42 tons. Det vækker glæde hos bl.a. vognmand Torben Pedersen fra Lellinge Container og Kran A/S, som nu endelig kan køre med læs i sin femakslede forvogn.

En glad vognmand.

Sådan beskriver Torben Pedersen fra Lellinge Container og Kran A/S (LCK) sig selv, efter nyheden om, at den tilladte totalvægt på femakslede forvogne øges fra 32 til 42 tons fra 1. januar 2024. For Torben Pedersen betyder det, at han efter årelang venten nu endelig har udsigt til at udnytte sin femakslede forvogn maksimalt. 

- Jamen, det er perfekt. Jeg har haft en forvogn, som jeg kunne køre, men ikke læsse. Det betyder jo, at jeg går fra at køre nul kilo til omkring 10.000 kilo på forvognen. Hvor vi før måske skulle køre to gange, kan vi nu nøjes med at køre én gang, siger han om de gavnlige effekter af vægtforøgelsen og understreger, at gevinsten høstes på flere fronter. 

- Jeg synes ikke, vi bare skal galoppere derudaf med mange tons. Men det her har bremset vores investeringer, indtil vi fik reglerne på plads, så jeg ser flere muligheder fremover. Så gør vi jo noget godt for miljøet, og så har jeg oveni et fint køretøj, som jeg kan køre i og udnytte maksimalt. 

Langt sejt træk 

Den planlagte vægtforøgelse for de femakslede fra 1. januar 2024 fremgår af den bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk, som netop har været i høring af Færdselsstyrelsen. Det er en udvikling, som også glæder erhvervspolitisk chef i DTL Ove Holm. 

- Det er et nybrud, at det fra nytår vil give mening for vognmændene at køre med femakslede forvogne. Hidtil har de skullet køre som mobilkraner med de begrænsninger, som det giver for hastighed og mulighed for at medbringe gods, siger han om de femakslede forvogne, der hidtil har været underlagt samme krav om maksimal totalvægt på 32 ton som fireakslede. 

- Det har været et langt sejt træk at få øget totalvægten for femakslede i Danmark. Det startede helt tilbage i 2015 med et forslag om 40 ton totalvægt, og som her nu otte år senere altså er landet på 42 ton, siger Ove Holm, der også kvitterer for, at de fireakslede forvogne får et løft i totalvægten på op til 36 tons. I begge tilfælde kommer der krav til mindste akselafstande. 

De syvakslede mangler fortsat

Han ærgrer sig dog over flere manglende tiltag, ikke mindst en forhøjelse af den tilladte maksimale vogntogsvægt for syvakslede vogntog fra 56 tons til 58 eller 60 tons, ligesom grænsen for størrelse af kranen for at få ekstra vogntogslængde bør ligge på 8 og ikke 25 tonmeter ifølge DTL. Overordnet set mener han dog, der er grund til tilfredshed med ændringernes gavnlige samfundsmæssige effekter. 

- Samlet set er der tale om en række gode og fornuftige tiltag, som vi derfor ser meget positivt på. Tiltagene kan være med til at forbedre klimaet ved at reducere brændstofforbruget og give en lavere CO2-udledning pr. transporteret enhed. Det vil give færre køretøjer på vejene, hvilket vil forbedre fremkommeligheden, øge trafiksikkerheden og transporteffektiviteten samt mindske efterspørgslen på chauffører. 

Bekendtgørelsen om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk kan ventes i løbet af efteråret. De nye regler forventes at træde i kraft 1. januar 2024. 

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 6, 2023