Del

Kontakt ansvarlig

Frank Davidsen

Underdirektør, leder af DTL's medlemsservice

DTL på DM i Skills med trafiksikkerhedskampagne for unge

DTL-Danske Vognmænd er repræsenteret med en stand ved DM i Skills i Roskilde den 18.-20. april 2024. DTL stiller nemlig op med trafiksikkerhedskampagnen 'Hop med i førerhuset'. Kampagnen er primært rettet mod unge i alderen 13-16 år, men mange flere kan lære af kampagnens budskab, mener DTL.

"DM i Skills er et oplagt sted for os at nå de unge mennesker. Under messen samles mange unge for at konkurrere, støtte deres kammerater og udforske de forskellige fag. Det er et par dage fyldt med forventninger og åbne sind. Vi håber at kunne påvirke de unge og indlede en god samtale om trafiksikkerhed samt høre deres synspunkter på emnet," udtaler Frank Davidsen, underdirektør i DTL.

Hovedpersonerne i trafiksikkerhedsfilmene er duoen Havshen Nabaz og Kamal Hassan, bedre kendt fra YouTube, Podimo og DR som Hav og Kamal, samt lastbilchauffør Ronni Kristensen fra Danske Fragtmænd i Aalborg.

Vigtig information til unge uden kørekort

"Vi ønsker at give vigtig information til de unge, der endnu ikke er gamle nok til at få kørekort. På en pædagogisk, men samtidig humoristisk måde, ønsker vi at give dem nyttig viden om at færdes omkring en lastbil og om arbejdsforholdene i førerhuset. Derfor har vi formidlet denne proces gennem personer, som de unge med garanti vil lytte til," siger Frank Davidsen.

Besøgende kan finde DTL i telt 1, som også huser faget Vejgodstransport. Her kan man kigge forbi, se trafiksikkerhedsfilmen og få en snak om de udfordringer, der er mellem den tunge godstransport og de bløde trafikanter.

Gruppen bag kampagnen består af DTL – Danske Vognmænd, Applus Bilsyn, Circle K, Danske Fragtmænd, Fagforbundet 3F, If Skadeforsikring og Volvo Trucks.

Se kampagnen her