Del

Den Grønne Transportpris: Det kræver mod, planlægning og hårdt arbejde

DTL - Danske Vognmænd og Jyske Finans står igen sammen om den Den Grønne Transportpris, som uddeles på Transport 2023. DTL’s adm. direktør Erik Østergaard vil sammen med Jyske Finans indlede prisoverrækkelsen, der foregår på grøn scene i messehal J3 torsdag kl. 13.

- At tænke grønt i hverdagen kan både være dyrt og bøvlet. Men ikke desto mindre foregår der rigtig meget ude i de enkelte virksomheder, for viljen til at lade den grønne profil indgå i virksomhedskulturen er til stede. - At være ”first mover” kræver mod, planlægning og hårdt arbejde, udtaler Erik Østergaard.

DTL - direktøren mener, at de vognmænd, der helt frivilligt har givet sig i kast med at rykke et stykke i den grønne omstilling allerede på nuværende tidspunkt, skal have et klap på skulderen, som inspirerer andre til også at tage skridtet: - Det er flot, at så mange har fundet vej til priskonkurrencen, og prisen er forhåbentlig et incitament for mange andre, fastslår Erik Østergaard.

Prisen skabte positiv omtale

I 2021 stiftede DTL og Jyske Finans Den Grønne Transportpris. Mange virksomheder delte deres inspirerende historier og grønne tiltag. Prisen skabte så meget positiv omtale i en ellers udskældt branche, at der ikke er tvivl om, at det skal gentages, mener de to stiftere.

Prisen uddeles blandt de nominerede, som ud fra en samlet vurdering anses for at have gennemført de bedste tiltag, at bidrage til at reducere miljøbelastningen, reducere klimaaftrykket og/eller at fremme bæredygtighed og/eller biodiversitet.

Der lægges blandt andet vægt på tiltagenes effektivitet og omfang samt nytænkning og anvendelse af utraditionelle løsninger til at fremme grøn omstilling.

Kandidaterne til Den Grønne Transportpris 2023 (alfabetisk rækkefølge):

Bryde og Sønner A/S (Skovlunde)
City Container A/S (Farum)
Frede Andersen & Søn (Næstved)
Jan Åkerman Transport A/S (Gørlev)
Kai Andersens Eftf. A/S (Tommerup)
Leif M. Jensen A/S (Glostrup)
Mesterflyt A/S (Holbæk)
Simested Vognmandsforretning (Aalestrup)
Øzbek Logistics Aps (Hinnerup)

Den Grønne Transportpris 2023