Del

Arla vandt Den Grønne Transportpris 2021

Arla Foods løb med Den Grønne Transportpris 2021 på 25.000 kroner, da den blev uddelt på Transport 2021 i Messecenter Herning torsdag.

”Arla Foods afprøver teknologierne og tager dermed del i den grønne omstilling. De deler ud af deres viden og erfaringer.”

Sådan lød juryens begrundelse for at tildele mejerigiganten Den Grønne Transportpris 2021, som DTL – Danske Vognmænd og Jyske Finans A/S står for. Med prisen fulgte en check på 25.000 kroner.

På andenpladsen kom Herning-virksomheden H.V. Transport. Juryens begrundelse var, at virksomheden selv har taget initiativ til at deltage i den grønne omstilling ved at investere i et vogntog til transport af gylle, hvor den trækkende del af vogntoget kører på biogas. Med andenpladsen fulgte en check på 15.000 kroner.
Vognmand Poul Jørgensen fra H.V. Transport efterlyste i sin takketale, at politikerne kommer på banen og gør det lettere at køre på CO2-venlige brændstoffer. Og så dedikerede han præmien til plantning af træer – og firmaet smed selv 15.000 oveni til formålet.

Tredjepladsen gik til vognmand Anders Bay fra Skævinge, blandt andet fordi han opnår CO2-reduktion gennem kørestil og uddanner sine chauffører i at køre så energirigtigt som muligt, som juryen formulerede det. Med tredjepladsen fulgte en check på 10.000 kroner.

DTL: Vognmænd interesserer sig også for grøn omstilling
DTL’s adm. direktør Erik Østergaard sagde i sin tale ved prisuddelingen, at DTL og Jyske Finans har indstiftet samarbejdet om Den Grønne Transportpris for at hædre de vognmænd, der trods vanskelige rammevilkår og usikkerhed har gjort en indsats for at omstille erhvervet.
- Vognmændene interesserer sig i lighed med mange andre danskere for den grønne omstilling af deres erhverv. Trods den megen usikkerhed er der vognmænd, der har taget springet og forsøgt sig med nogle af de grønne teknologier eller har taget andre initiativer for at nedbringe deres klimabelastning, sagde han blandt andet.
- Forhåbentlig vil deres indsats bidrage til at give politikerne en bedre forståelse for, hvorfor den grønne omstilling af transportbranchen ikke er helt så ligetil som i andre brancher, hvor udviklingen ofte er hjulpet på vej gennem politisk prioritering og økonomisk støtte, sagde Erik Østergaard.