Chauffører, der efter ansøgning fra en DTL-medlemsvirksomhed kan komme i betragtning, skal have ”gjort deres erhverv ære” gennem deres moralske kvaliteter, sikker kørsel og udvist loyalitet over for den virksomhed, hvor de er ansat.
Æresbevisningen er gratis og tildeles hvert år på IRU's generalforsamling chauffører, der er indstillet af deres arbejdsgiver, og som opfylder nedenstående kriterier. Der kan kun ske ansøgning om diplomet én gang for hver chauffør.
Kriterier for tildeling af IRU æresdiplom
Æresbevisningen, kaldet "IRU Diploma of Honour", omfatter tildelingen af et særligt ”IRU Diploma of Honour”, en medalje og en særlig IRU reversnål til den chauffør, der
-
i mindst 20 år regelmæssigt og uafbrudt har været aktiv i sit erhverv til arbejdsgiverens fulde tilfredshed;
-
i mindst 5 år har været ansat i samme transportvirksomhed;
-
har kørt mindst 1.000.000 km som erhvervschauffør i national eller international vejtransport;
-
inden for de sidste 20 år ikke ved egen skyld har forårsaget en alvorlig trafikulykke med legemsbeskadigelse;
- inden for de seneste 5 år ikke har begået en alvorlig overtrædelse af færdsels-, told- eller administrative bestemmelser.
Procedure for ansøgning og nominering
Medlemsvirksomheder, der ønsker at indstille en eller flere af deres chauffører til modtagelse af IRU æresdiplom skal udfylde dette spørgeskema (klik på linket). Spørgeskemaet er elektronisk, og besvarelsen vil derfor blive modtaget direkte af IRU’s sekretariat i Genève.
Frist for afsendelse af udfyldt spørgeskema er 31. august hvert år. Fristen kan ikke fraviges.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til direktionssekretær Lisbeth Hamberg tlf. +45 3030 3553.
Afgørelse om tildelingen af diplomet træffes af den siddende præsident for IRU. Ved udvælgelsen af de nominerede vil der blive foretaget en samlet vurdering af, om alle kriterier er opfyldt.
Der kan ikke klages over afgørelsen. IRU-præsidenten redegør over for IRU’s generalforsamling for sin beslutning.
Overrækkelse af æresdiplomet til chaufføren
IRU's sekretariat overdrager de tildelte IRU æresdiplomer til DTL på IRU's årlige generalforsamling. DTL vil efterfølgende overrække æresdiplomerne til de nominerede chauffører efter nærmere aftale med medlemsvirksomheden.
DTL forpligter sig til offentligt at omtale de chauffører, der modtager IRU diplomet, enten i rammerne af DTL’s generalforsamling eller ved en anden begivenhed, der evt. kan finde sted i medlemsvirksomheden.
DTL’s æresdiplomer til chauffører, vognmænd og æresmedlemmer
Ud over IRU’s æresdiplom kan DTL – medlemmer også vælge at ansøge om DTL’s æresdiplom for chauffører.
DTL’s æresdiplom kan tildeles chauffører, der er ansat hos DTL’s medlemsvirksomheder, samt selvkørende vognmænd, der er medlem af DTL, hvis de opfylder nærmere angivne kriterier.
DTL uddeler derudover æresdiplomer til vognmænd der udnævnes til æresmedlemmer af en vognmandsforening og til æresmedlemmer af DTL – Danske Vognmænd.