Ny rapport fra Nordic Logistics Association blev i dag præsenteret hos DTL – Danske Vognmænd i København med deltagelse af ambassadører og diplomatiske repræsentanter for Sverige, Norge, Estland og Litauen. Rapporten peger på, at lastbiler, chauffører og transportvirksomheder er afgørende for Europas totalforsvar.
Vejgodstransporten skal tænkes langt mere systematisk ind i Europas beredskab og militære mobilitet. Det er hovedbudskabet i en ny rapport fra Nordic Logistics Association, NLA, som i dag blev præsenteret hos DTL – Danske Vognmænd i København.
I rapporten The Nordic Model for Military Mobility fremhæver NLA, at samfundets modstandskraft i kriser og konflikter afhænger af evnen til at flytte varer, materiel og forsyninger hurtigt og sikkert. Brændstof, fødevarer, medicin, reservedele, nødhjælp og militært udstyr skal kunne komme frem – også når samfundet er under pres.
Ingen militær mobilitet uden vejtransport
For Erik Østergaard, adm. direktør i DTL – Danske Vognmænd og bestyrelsesmedlem i Nordic Logistics Association, er konklusionen klar:
- Der er ingen militær mobilitet uden vejtransport. Hvis Europa ønsker stærkere forsvarskapaciteter, skal man også sikre, at transportsektoren kan fortsætte driften under pres og blive en integreret del af beredskabsplanlægningen, siger Erik Østergaard.
Ved præsentationen deltog ambassadører og diplomatiske repræsentanter for Sverige, Norge, Estland og Litauen.
- Vi er selvfølgelige glade og beærede over deltagelsen af flere ambassadører fra Norden og Baltikum ved præsentationen af rapporten i dag. Deres deltagelse understreger, at spørgsmålet om transport, forsyningssikkerhed og beredskab ikke kun er et nationalt anliggende, men en fælles europæisk og nordisk-baltisk udfordring.
Vognmændene skal med før krisen rammer
Rapporten peger på, at vejtransporten er Europas mest fleksible og hurtigt indsættelige transportform. Samtidig advarer NLA om, at Europas beredskab fortsat er for fragmenteret. Grænseprocedurer, forskellige nationale regler, manglende overblik over transportkapacitet, chaufførmangel, energiforsyning og utilstrækkelig civil-militær koordinering kan i praksis bremse en effektiv mobilisering.
- Vognmændene er klar til at bidrage. Men de skal ikke kun ses som leverandører, der kan ringes til, når krisen rammer. De skal behandles som en strategisk del af beredskabet. Det kræver klare aftaler, kendte procedurer og et tæt samarbejde mellem myndigheder og private transportvirksomheder, siger Erik Østergaard.
NLA fremhæver i rapporten den nordiske model som inspiration for resten af Europa. I Norden er den civile transportkapacitet i højere grad tænkt ind som en del af samfundets samlede beredskab. Det handler ikke alene om veje, broer og havne, men også om de virksomheder, køretøjer, chauffører, værksteder, digitale systemer og energiforsyninger, der får transporterne til at fungere i praksis.
Beredskab skal bygges i fredstid
Et centralt begreb i rapporten er “dual-use by design”. Det betyder, at infrastruktur, energisystemer, køretøjer og digitale løsninger fra begyndelsen skal kunne bruges både i den daglige civile drift og i krise- eller forsvarssituationer.
- Beredskab begynder ikke den dag, krisen rammer. Det skal bygges op i fredstid. Hvis vi vil have et robust Europa, skal vi sikre, at den civile transportkapacitet kan fungere under pres. Det gælder både adgang til brændstof og strøm, vedligeholdelse, chauffører, grænsepassage og digital infrastruktur, siger Erik Østergaard.
Private virksomheder er en del af beredskabet
NLA opfordrer EU, NATO og de nationale regeringer til at anlægge en bredere forståelse af militær mobilitet. Infrastrukturinvesteringer er nødvendige, men ikke tilstrækkelige. Et stærkt beredskab kræver et helt transportøkosystem, hvor private transportvirksomheder indgår som strategiske samarbejdspartnere.
- De fleste lastbiler og hovedparten af transportkapaciteten er privat ejet. Derfor skal beredskabet også indrettes efter de kommercielle realiteter. Vognmændene kan og vil bidrage, men det skal ske på klare og rimelige vilkår. Samfundet får ikke et stærkt beredskab uden de virksomheder og medarbejdere, der hver dag holder forsyningskæderne i gang, som de også gjorde under COVID-19, siger Erik Østergaard.
Nordic Logistics Association, NLA, repræsenterer ca. 14.000 vejtransportvirksomheder i Norden.
Medlemmerne er DTL – Danske Vognmænd, Sveriges Åkeriföretag, Norges Lastebileier-Forbund og Finnish Transport and Logistics, SKAL.
Tilsammen råder virksomhederne over mere end 85.000 tunge køretøjer og beskæftiger over 160.000 personer.