Danmark har fået en ny regering og en ny transportminister. For danske vognmænd giver det anledning til både forventning og eftertanke.
Efter flere måneders politisk stilstand er der brug for, at transport-politikken igen kommer op i gear.
Ikke som flotte hensigtserklæringer, men som konkret politik, der tager udgangspunkt i den virkelighed, vognmændene møder hver dag:
stigende omkostninger, tungere administration, mangel på infrastruktur og en grøn omstilling, der kun kan lykkes, hvis rammevilkårene følger med.
Der er meget i det nye regeringsgrundlag, som fortjener en positiv modtagelse. Regeringen taler om hurtigere elektrificering af den tunge transport. Den varsler en akutplan for elnettet. Den vil reducere erhvervslivets administrative byrder med 25 procent frem mod 2035. Og den vil gennemføre et serviceeftersyn af Infrastrukturplan 2035.
Det er gode og vigtige signaler.
For vognmændene er det helt afgørende, at grøn omstilling ikke reduceres til krav, afgifter og moralske formaninger. Transportbranchen er allerede i gang. Mange transportvirksomheder vil gerne investere i el-lastbiler, nye teknologier og mere klimavenlige løsninger. Men ingen vognmand kan drive virksomhed på ønsketænkning. Hvis strømmen ikke kan leveres, hvis ladeinfrastrukturen ikke er på plads, og hvis investeringerne ikke hænger sammen økonomisk, bliver omstillingen ikke hurtigere. Den bliver dyrere, mere usikker og mere ulige.
Derfor er det positivt, at regeringen tilsyneladende har forstået, at elnet, ladeinfrastruktur og erhvervslivets konkurrenceevne hænger sammen. Nu skal ordene omsættes til handling.
Samtidig er der grund til at være tydelig. Regeringsgrundlaget rummer også formuleringer, der peger i den forkerte retning. Når der tales om, at afgifter skal afspejle vejtransportens eksterne omkostninger – trængsel, støj, luftforurening og belastning af infrastrukturen – ringer alle alarmklokker hos os.
Vejgodstransporten er i forvejen hårdt afgiftsbelagt. Kilometerafgiften har allerede påført vognmændene nye omkostninger, administration og usikkerhed.
Hvis næste skridt bliver endnu højere eller nye afgifter, risikerer regeringen at svække netop de virksomheder, der skal levere den grønne omstilling i praksis. Regningen for dyrere transport forsvinder ikke. Den sendes videre og ender i sidste ende hos virksomheder og forbrugere.
Det er heller ikke nok at tale om mindre bureaukrati. Det skal kunne mærkes i hverdagen. Særligt de små og mellemstore vognmænd har brug for færre krav om indberetninger, enklere regler og myndigheder, der hjælper virksomhederne med at gøre det rigtige – ikke kun kontrollerer dem, når noget går galt.
Udnævnelsen af Signe Munk (SF) som ny transportminister giver mulighed for en frisk begyndelse. Hun er ikke belastet af branchens politiske slagsmål, og det vil være en fordel, hvis hun går til området med åbenhed, nysgerrighed og respekt for erhvervets erfaringer. Transport binder by og land sammen, som også er ministerens ansvarsområder. Det er en forudsætning for forsyningssikkerhed, beredskab, eksport, arbejdspladser og dansk sammenhængskraft.
I DTL har vi en klar forventning om samarbejde med den nye regering og minister. Branchen er klar til dialog. Klar til omstilling. Klar til at tage ansvar.
Men ansvaret går begge veje. Hvis regeringen vil have grøn, effektiv og konkurrencedygtig vejgods-transport, skal den levere stabile, brugbare rammer, reel infrastruktur og fair konkurrencevilkår.
Vognmændene vil gerne bidrage til at flytte Danmark. Nu må regeringen vise, at den vil flytte transportpolitikken i den rigtige retning.
