Vejgodstransporten skal tænkes langt mere systematisk ind i Europas totalforsvar. Det er hovedbudskabet i en ny rapport fra Nordic Logistics Association, som peger på, at lastbiler, chauffører og transportvirksomheder er afgørende, hvis samfundet skal fungere i krise og konflikt.
Når samfundet rammes af kriser, er det ikke nok at have planer, lagre og militært materiel. Varerne skal også kunne flyttes. Brændstof, fødevarer, reservedele, medicin, nødhjælp og militært udstyr skal frem – hurtigt, fleksibelt og ofte på tværs af grænser.
Derfor spiller vejgodstransporten en central rolle i Europas beredskab og militære mobilitet. Det fremgår af en ny rapport fra Nordic Logistics Association (NLA), der repræsenterer omkring 14.000 transportvirksomheder i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Vognmændene er en del af beredskabet
NLA fremhæver i rapporten, at vejtransporten er den mest fleksible og hurtigt indsættelige transportform i Europa. NLA advarer samtidig om, at Europas beredskab fortsat er for fragmenteret. Regler, grænseprocedurer, manglende overblik over transportkapacitet, chaufførmangel, energiforsyning og utilstrækkelig civil-militær koordinering kan bremse effektiv mobilisering i en krisesituation.
For DTL – Danske Vognmænd er budskabet klart: Vognmændene er en del af løsningen, men de skal også behandles som en strategisk del af beredskabet.
- Der er ingen militær mobilitet uden vejtransport. Hvis Europa ønsker stærkere forsvarskapaciteter, skal man også sikre, at transportsektoren kan fortsætte driften under pres og blive en integreret del af beredskabsplanlægningen, siger adm. direktør Erik Østergaard.
Mere end veje og broer
NLA fremhæver den nordiske model som inspiration for resten af Europa. På vore breddegrader er den civile transportkapacitet i højere grad en del af samfundets samlede beredskab. Det handler ikke kun om veje, broer og havne, men også om de virksomheder, biler, chauffører, værksteder, digitale systemer og energiforsyninger, der skal få transporterne til at fungere i praksis.
Derfor understreges det i rapporten, at vejtransporten bør indgå i beredskabsplan-lægningen efter princippet “dual-use by design”. Det betyder, at infrastruktur, køretøjer, energisystemer og digitale løsninger fra begyndelsen skal kunne bruges både i den daglige civile drift og i krise- eller forsvarssituationer.
Klar til at bidrage – på klare vilkår
En af NLA’s pointer er dog, at beredskabet også må indrette sig på transportmarkedet og de kommercielle realiteter. De fleste lastbiler og hovedparten af transportkapaciteten er privat ejet. Hvis vognmændene skal stille kapacitet til rådighed for samfundets beredskab, kræver det klare aftaler, kendte procedurer, rimelig betaling og sikkerhed for, at virksomhederne kan fortsætte deres drift under pres.
De nordiske transportorganisationer i NLA opfordrer derfor EU, NATO og de nationale regeringer til at udvide opfattelsen af militær mobilitet. Det er ikke nok at investere i asfalt og beton. Et stærkt beredskab kræver også adgang til chauffører, køretøjer, brændstof, værkstedsberedskab og velfungerende samarbejde mellem myndigheder og private transportvirksomheder.