Over 30.000 besøgte Elmia Lastbil 2026, der dermed blev årets største transportudstilling i Norden. DTL-Magasinet var naturligvis også med.
For 22. gang slog arrangørerne, Elmia AB og Nordens største lastbilmagasin, Trailer, dørene op for transportudstillingen ELMIA LASTBIL ved Jönköping. Elmia Lastbil 2026, der i år er Nordens største transportudstilling, blev officielt åbnet af infrastrukturminister Andreas Carlson, der virkelig var skarp, hvilket nok kan tilskrives det kommende valg til Rigsdagen i Sverige.
I sin åbningstale fremhævede Andreas Carlson transportsektorens og ikke mindst bilindustriens betydning for svensk konkurrenceevne og beskæftigelse. Han kom også tilbage til Elmia Lastbil som et vigtigt sted for både branchespørgsmål og fremtidig ekspertise og henviste til Elmia Lastbil 2024 og nævnte arbejdet med længere og tungere vogntog som et eksempel på problemstillinger, han har taget med sig fra branchen.
Elektrificeringen på vej til at slå igennem
Hele udstillingen på Elmia var helt, som den plejer at være fyldt med masser af flotte opbygninger, men bar denne gang også præg af, at elektrificeringen er ved at bryde helt igennem. Nu er det ikke et spørgsmål, om man vil skifte til el, men nærmere et spørgsmål om, hvornår det sker.
Oprustningen i mange lande i Europa var også meget synlig på Lastbil 2026. Hvor der på tidligere udstillinger kun har været en enkelt eller to lastbiler i militærforklædning, var der denne gang rigtig mange forskellige militære køretøjer udstillet.
Under de fire dage, som udstillingen løb af stablen, var der 31.450 besøgende - heraf 3.347 personer der er i gang med en transportuddannelse. 378 udstillere fra 15 forskellige lande viste deres produkter. Udstillingen, der var blevet udvidet siden sidste gang, fyldte 75.000 m2.