I den lune sensommer husker de færreste sikkert de kaotiske tilstande i januar, da sne og is skabte kilometerlange køer på landets veje. Men de, som i timevis sad fast i kulden på E45, husker helt sikkert vinteren 2023-24. Det samme gør vognmændene.
Og nu ser der så ud til at blive gjort noget ved vinterførebekæmpelsen fra og med næste vinter.
Initiativet kommer fra DTL-Selvkørernetværk, hvis medlemmer oplevede den nogle steder næsten fraværende vinterførebekæmpelse, og hvordan det var at køre bumpende i fastkørt is.
Møde i stand
I slutningen af marts kontaktede netværket Vejdirektoratet, som har ansvaret for vinterførebekæmpelsen på statens del af vejnettet, med spørgsmål om, hvorfor det var gået så galt, og hvorfor beredskabet i visse dele af landet tilsyneladende nærmest havde svigtet og givet op. Vejdirektoratet skrev tilbage og inviterede en delegation fra netværket til møde i direktoratets driftscentral i Aalborg.
Sidst i juni lykkedes det at få mødet i stand, og her mødtes bl.a. vognmændene Elith Andersen og Tom Hansen fra selvkørernetværket med drifts- og teknikdirektør Michael Kirkfeldt og områdechef Michael Ebbesen på driftscentralen i Aalborg.
Ny meldeordning
Resultatet af mødet med Vejdirektoratet blev, at et antal af selvkørernetværkets medlemmer næste vinter på et særligt telefonnummer melder ind til Vejdirektoratet, når og hvor vinterføret kræver at blive ryddet og glatte veje saltet, så trafikken kan komme frem.
Vognmand Elith Andersen, St. Lyngby Kran & Container i Skævinge, fra selvkørernetværket og Nordre Birks Vognmandsforening er godt tilfreds med mødet hos Vejdirektoratet.
- Vi påpegede, hvor helt utilstrækkelig snerydning og saltning var især efter snestormen i begyndelsen af februar. Og så foreslog vi, at vi fremover kan hjælpe Vejdirektoratet med at melde ind, når forholdene kræver vinterførebekæmpelse, fortæller han, der også husker, at Vejdirektoratets folk tog positivt imod vognmændenes forslag.
- Til næste vinter forventer jeg en væsentlig bedre og mere effektiv bekæmpelse af sne og glatte veje, blandt andet fordi Vejdirektoratet med vores hjælp får et bedre overblik over, hvor vinterførebekæmpelse er påkrævet, siger Elith Andersen.
VIL IKKE FORESLÅ KRAV OM VINTERDÆK PÅ LASTBILER
Transportminister Thomas Danielsen (V) bad i februar Færdselsstyrelsen lave en såkaldt vejgrebsanalyse. Analysen skal godtgøre et evt. behov for at indføre lovkrav om at bruge vinterdæk på lette og tunge køretøjer. Blandt bidragyderne til rapporten, der blev færdig først i august, er DTL - Danske Vognmænd. Og de vognmænd, som har frygtet for krav om vinterdæk i vintersæsonen, kan ånde lettet op, for Færdselsstyrelsen vil ikke anbefale ministeren at indføre lovkrav:
”På baggrund af ovenstående forhold kan Færdselsstyrelsen ikke anbefale lovgivning om brug af vinterdæk, da der ikke er fundet evidens for, at et krav om vinterdæk vil have signifikant betydning for fremkommeligheden og sikkerheden”, hedder det bl.a. i analysens afsnit om anbefalinger.