Politiet har siden december 2024 manuelt udsendt fartbøder til udenlandske statsborgere i Tyskland, Norge, Sverige og Polen. Det fremgår af et svar fra justitsminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) til Folketingets Transportudvalg den 28. januar 2025.
Ministerens udmelding kommer efter, at DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND i december 2024 bragte historien om, at politiet i perioden 2019-23 har henlagt over 100.000 ATK-bøder (automatisk trafikkontrol) til udenlandske køretøjer. Det er sket med henvisning til ressourcemangel, fordi politiet kun har mulighed for at lave manuelle opslag i det fælleseuropæiske informationssystem med ejer- og køretøjsoplysninger, EUCARIS.
Alligevel er politiet altså nu begyndt at udsende bøder manuelt for færdselsforseelser til borgere i de pågældende lande. Det indebærer bl.a. oversættelse af bøderne til modtagerens modersmål.
Stadig ikke udsigt til løsning
En arbejdsgruppe under Rigspolitiet har siden 2023 arbejdet på at finde løsninger, der skal nedbringe antallet af henlæggelser for ATK-sager vedrørende udenlandske borgere.
Arbejdsgruppen skulle have præsenteret sine forslag til løsninger med udgangen af 2024, men justitsminister Peter Hummelgaard Thomsen måtte i januar meddele, at arbejdsgruppen er blevet forsinket, og at der ikke er nogen tidsfrist for, hvornår arbejdsgruppen kan præsentere sine forslag til løsninger, der kan rette op på de aktuelle problemer, der har ført til henlæggelser af over 100.000 bødesager.
Samtidig fremgår det af et svar fra politiet til DANSKE VOGNMÆND, at der ikke aktuelt er udsigt til konkrete løsninger, der kan øge it-understøttelse i retning af automatisering.
“Det betyder, at der pågår et arbejde med at undersøge mulighederne i de konkrete it-systemer med henblik på at vurdere behovet for eventuel systemtilpasning, herunder omkostningerne hertil. Først når dette overblik foreligger, kan den rette it-understøttede løsning tilrettelægges, der dermed på sigt formentlig kan afløse de aktuelt manuelle sagsgange,” hedder det i en skriftlig kommentar fra politiet.
Danmarksdemokraterne: Det haster
Justitsministeren har skriftligt til magasinet gentaget, at han i foråret fremsætter et lovforslag, “som skal gøre det nemmere at fuldbyrde bødekravet hos de kompetente myndigheder i skyldners hjemland.”
Hvordan det konkret skal ske, fremgår ikke.
Retsordfører Betina Kastbjerg (DD) kalder det i et skriftlig svar til magasinet “ret kritisabelt”, at bødearbejdsgruppen er forsinket, og at der ikke er en tidsfrist for gruppens præsentation af en løsning.
“For det haster, og det må jo skade danske skatteborgeres tillid til systemet, at politiet er rigtig gode til at inddrive afgifter fra danskerne, mens 100.000 bøder udstedt til udenlandske køretøjer er henlagt. Jeg ser frem til at dykke ned i det lovforslag, som justitsministeren vil fremsætte i foråret”, skriver ordføreren.