Del

To tons ekstra på de syvakslede

Godt nyt til vognmændene er på vej, efter at Folketinget og transportministeren har aftalt en række forbedringer af vægte og dimensioner på de tunge køretøjer.

Den 1. januar 2027 får syvakslede lastvognstog lov til at fragte to tons ekstra. Dertil kommer en stribe andre forbedringer, når det gælder vægte og dimensioner på de tunge køretøjer. Det meddelte transportminister Thomas Danielsen (V) i begyndelsen af april. Alt i alt repræsenterer forbedringerne en værdi på omkring en halv milliard kroner om året for erhvervet. 

 

Godt for klima og fremkommelighed

DTL’s direktør Erik Østergaard er især godt tilfreds med, at der nu omsider kommer to tons ekstra på de syvakslede vogntog. Da en række forbedringer på vægte og dimensioner blev meldt ud for godt et år siden, glimrede vægtforøgelsen for de syvakslede nemlig ved sit fravær. 

- DTL har i over ti år igen og igen slået på, at den samlede vægt for de syvakslede vogntog bør hæves fra de nugældende 56 tons til 58 og helst 60 tons. For det vil batte mærkbart på fremkommeligheden i trafikken og ikke mindst på klimaaftrykket fra den tunge transport. Nu bliver forøgelsen med to ton endelig en realitet efter mange års dødvande, siger DTL-direktøren, der peger på, at med vægtforøgelsen på de to tons mindskes incitamentet hos vognmændene til at gå væk fra de seksakslede vogntog, fordi vægtforskellen på de to vogntogskombinationer nu øges igen. De fleste syvakslede vogntog er i forvejen bygget til den ekstra vægt. 

Når vægtforøgelsen først kommer til at gælde fra 1. januar 2027, hænger det sammen med, at ændringen skal notificeres over for EU, og så skal der regnes på og sættes vægtskilte op ved de af landets vejbroer, der ikke kan tåle den ekstra belastning. Vægtforøgelsen suppleres med en højdeforøgelse på 10 cm (til maksimalt 420 cm) på alle lastbiler. 

 

- Jeg håber, at konklusionen bliver, at de fleste af broerne fint kan klare et par ekstra tons belastning. Og de broer, der ikke kan, må så skiltes derefter, indtil der findes penge til en opgradering, siger Erik Østergaard. 

 

Flere andre forbedringer 

Med forbedringen for de syvakslede vogntog følger en stribe yderligere tiltag, der tillader større vægte og dimensioner, som et bredt flertal i Folketinget blev enige om i en politisk aftale i begyndelsen af april. 

 

Flertallet følger dermed op på de nye regler for vægte og dimensioner på lastbiler, der trådte i kraft i januar sidste år. Det var bl.a. med større totalvægt til fireakslede lastbiler, implementering af femakslede lastbiler med fuld totalvægt, større længde på sættevogne og større totallængde på sættevognstog. Se de nye tiltag i boksen. 

 

Det er rigtig fornuftigt, at partierne lemper reglerne for de moderne lastbiler, mener Erik Østergaard. 

- Det her har stået på ønskelisten længe. Det er altid en god ting, når man kan gøre lastbiler mere brændstoføkonomiske, og det skal lovgivningen selvfølgelig ikke stå i vejen for, siger DTL-direktøren.  

Grøn pulje fremskyndes 

De politiske partier bag aftalen blev også enige om at fremskynde udmøntningen af tilskudspuljen til elektriske lastbiler og ladeudstyr. Også det er DTL-bossen tilfreds med: 

 

- Det er virkeligt godt, at puljen til virksomheders indkøb eller leasing af nulemissionslastbiler og drivmiddelinfrastruktur på depoter samt tilskud til destinationsladning i form af nettilslutning fremskyndes, så der kan søges 323 millioner kroner fra efteråret 2025 og 102 millioner kroner i 2026. Oprindeligt var der jo kun planlagt 125 millioner kroner for i år, siger han. 

Aftalen om vægte og dimensioner samt om den grønne pulje er indgået mellem regeringen og SF, K, R og EL.  

DE AFTALTE FORBEDRINGER PÅ VÆGTE OG DIMENSIONER

Toakslede lastbiler 

Den maksimalt tilladte totalvægt for toakslede lastbiler forøges fra 18 til 20 tons uanset last­ bilernes fremdriftsteknologi. 

 

Treakslede lastbiler 

Den maksimalt tilladte totalvægt for treakslede lastbiler forøges fra 26 til 28 tons uanset last­ bilernes fremdriftsteknologi. 

 

Femakslede lastbiler 

Den maksimalt tilladte totalvægt for femaks­ lede lastbiler med en mindste akselafstand på mellem 7,10 m og 7,39 m forøges fra 40 til 41 tons. 

 

Syvakslede vogntog 

Den tilladte maksimale vægt for visse konfigurationer af syvakslede vogntog sættes op fra 56 ton til 58 ton. 

 

Modulvogntog 

Den maksimalt tilladte totalvægt for modul­ vogntog (EMS1) forøges til 64 tons (+4 tons). 

 

Dobbelttrailervogntog 

Den maksimalt tilladte totalvægt for dobbelt­ trailervogntog (EMS2) forøges til 74 tons 

(+ 2 tons). Hermed er de danske og svenske regler for dobbelttrailervogntog harmoniseret. 

 

Modulvogntog med aerodynamiske førerhuse  

Endelig får lastbiler med aerodynamiske fører­ huse på modulvogntog (EMS1) særlig tilladelse til at overskride det eksisterende længdekrav på 25,25 meter med op til 30 centimeter. De aerodynamiske førerhuse har på grund af deres lavere vindmodstand potentiale til at nedbringe brændstofforbruget med cirka fem procent. 

 

Kilde:Transportministeriet. 

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 4, 2025