Del

Sund & Bælt får ombudsmanden på nakken

Sund & Bælt har afvist at udlevere oplysninger om vejafgiften til DTL-Magasinet. Nu har Folketingets Ombudsmand bedt Sund & Bælt forklare sig.

Folketingets Ombudsmand er gået ind i sagen, hvor DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND har klaget over Sund & Bælt, som har nægtet at udlevere oplysninger.

Folketingets Ombudsmand har bedt Sund & Bælt forklare, hvorfor de ikke vil udlevere oplysninger om vejafgiften. 

Det sker efter, at DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND i midten af december klagede til ombudsmanden over Sund & Bælts afslag på en anmodning om aktindsigt, som magasinet i november sendte til Sund & Bælt, som er ansvarlig for den digitale kontrol og håndhævelse af vejafgiften. Ombudsmanden har nu videresendt klagen til Sund & Bælt. 

Det fremgik af Sund & Bælts svar, at sidstnævnte ikke er i besiddelse af de oplysninger, som redaktionen på DTL-Magasinet i starten af november anmodede om at få aktindsigt i. 

Konkret drejer det sig om en oversigt over efterlevelsesprocenten for korrekt betaling af vejafgift for køretøjer med køretøjsudstyr fra hhv. Brobizz og Telepass og en oversigt over efterlevelsesprocenten for korrekt betaling af vejafgift for køretøjer fra Polen, Rumænien, Bulgarien, Tyskland, Holland, Litauen, Sverige, Norge og Danmark. 

Tidsfrist for sagsbehandling voldsomt overskredet  

Udover afslaget på anmodning om aktindsigt har DTL-Magasinet i sin klage til Folketingets Ombudsmand fremsat kritik af Sund & Bælts sagsbehandlingstid. I udgangspunktet har myndigheder syv arbejdsdage til at besvare en anmodning om aktindsigt, og hvis fristen ikke kan overholdes, skal myndigheden underrette ansøgeren. 

DTL-Magasinet sendte anmodningen om aktindsigt den 5. november. Først den 17. november kvitterede Sund & Bælt for modtagelsen af anmodningen, efter redaktionen telefonisk havde rykket Sund & Bælt for et svar. 

Den 3. december bad redaktionen om en status for behandlingen af anmodningen om aktindsigt, hvorefter Sund & Bælt den 5. december på mail meddelte, at man ikke er i besiddelse af de pågældende oversigter. 

DTL: Uforståeligt  

Ansvarshavende chefredaktør for DTL-Magasinet og adm. direktør i DTL Erik Østergaard kalder Sund & Bælts praksis uforståelig. 

- Det undrer mig, at Sund & Bælt meddeler, at de ikke ligger inde med de oversigter, vi har bedt om. Den månedlige statistik vedrørende vejafgiftsordningen, som Sund & Bælt udgiver, og den evalueringsrapport, som et eksternt konsulentfirma har udarbejdet for Sund & Bælt mod slutningen af sidste år viser, at Sund & Bælt uden større besvær er i stand til at fremskaffe de pågældende oversigter med de relevante oplysninger, siger han og tilføjer: 

- Vi modtog afslag på vores anmodning om aktindsigt en sen fredag eftermiddag efter at have rykket for svar efter en sagsbehandling, hvor tidsfristen var voldsomt overskredet. Det her lugter langt væk af, at nogen har tænkt, at nu lukker vi bare den her hurtigst muligt. Nu har Folketingets Ombudsmand så bedt Sund & Bælt forklare, hvordan tingene hænger sammen, og det er vi godt tilfredse med, siger han. 

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 1, 2026