Sandhedens time

I halvstuderede kredse lyder det, at hvis man er interesseret i sandhed, skal man kaste sig over filosofi. Underforstået: Der er altid mindst to sider af en sag og det, der nogle gange er op, er til andre tider ned. 

Mindre kan dog også gøre det, uden at vi her i vognmændenes brancheblad skal gå de gamle grækere i bedene. 

For med fakta forholder det sig anderledes end filosofiske sandheder: Det, som er offentligt kendt, er hinsides debat. Det gælder også for vejafgiften, som blev indført den 1. januar 2025. 

Her er vi nu nået til vandskel: På side 7 i dette blad kan man læse, at transportminister Thomas Danielsen (V) har forklaret, at danske myndigheder ikke har hjemmel til at inddrive ubetalte vejafgiftsbøder i udlandet. Der findes ganske vist lovområder, hvor internationale aftaler giver danske myndigheder mulighed for at bede deres udenlandske kollegaer om bistand til at inddrive gæld til den danske stat. Men hverken vejafgiften eller for den sags skyld p-afgifter er omfattet af internationale aftaler, der giver den mulighed. 

Svaret fra transportministeren faldt i Folketingets Transportudvalg i slutningen af marts, hvor ministeren ikke kunne beskyldes for at rutte med sandheden. Faktisk må det undre, at embedsværket har udstyret ministeren med så formummet et svar, at man skal læse det, der står med småt mod slutningen for at forstå hovedbudskabet: At Gældsstyrelsen ikke kan inddrive vejafgiftsbøder i udlandet. 

Det budskab blev til overflødighed gentaget af skatteminister Rasmus Stoklund (S) på et samråd i Skatteudvalget i begyndelsen af april om gældsinddrivelse hos skyldnere, der ikke er bosat i Danmark. Gældsstyrelsen har ikke beføjelser til at inddrive gælden med tvang, lød det. 

Der er tale om et maskefald, der afslører bortforklaringerne. Indtil nu har det heddet sig fra bl.a. transportministeren og Sund & Bælt, at det fælleseuropæiske informationssystem EUCARIS kunne levere de nødvendige ejer- og adresseoplysninger om udenlandske modtagere af vejafgiftsbøder. 

Det figenblad er nu revet bort, og politikerne og myndigheder står afklædt med et forklaringsproblem: Hvordan skal man inddrive vejafgiftsbøder til udlændinge, når man ikke har håndfaste sanktionsmuligheder at true med udover endnu en rykker fra Gældsstyrelsen? 

Ganske vist bliver bøderne fra 1. juli fordoblet til 9.000 kroner, men hvad nytter det? Den samlede udenlandske bødegæld for vejafgiften vil blot stige. Planen om at lade politiet standse lastbiler ved betalingsanlægget ved Storebælt har kilder i politiet selv stillet sig uforstående overfor her i magasinet tidligere i år. 

Dermed har vi også nået sandhedens time: Vi skal have en fysisk, håndfast og tilpas finmasket kontrol à la den vi kender fra bl.a. Tyskland, der sikrer, at en standset lastbil kun kan køre videre, hvis de vejafgiftsbøder, som transportøren har modtaget på et eller flere af sine køretøjer, bliver betalt. 

I dele af centraladministrationen er man angiveligt ikke meget for at gå videre med det initiativ, fordi prisen på 20-25 millioner kroner afskrækker. Men kontrollen vil være rigeligt selvfinansierende: Alene frem til den 24. april var der udstedt 18.500 vejafgiftsbøder à 4.500 kroner til udenlandske køretøjer. Det giver knapt 85 millioner kroner.

Så hvad venter vi overhovedet på? 

Der er dog andet end prisen, der bør motivere politikere og myndigheder. 

Når udenlandske skyldnere stikker af fra regningen, herunder fra vejafgiftsbøder, er det både forargeligt og krænkende for retsfølelsen, sagde skatteministeren på samrådet i april. 

Det er så sandt, som det er sagt.