Del

Roadshow nu med kransimulator

”Job i transport” har opgraderet med ny Mercedes Actros og en dedikeret udstillings­trailer med nye features. Vi har set nærmere på traileren.

Tidligere har roadshowet ”Job i transport” kørt med en lejet udstillingstrailer, men sidste år blev man i Transportens Udviklingsfond (TU), som står bag kampagnen, enige om, at nu skulle der en ny og helt tilpasset trailer til, når der alligevel skulle skiftes trækker.

Efter at have kørt en del år med det tidligere vogntog, var der ingen tvivl om, hvad personalet på vogntoget ønskede sig. Det var bl.a., at traileren skulle være hurtig at sætte op og manøvredygtig, så man kan køre ind på trange steder. Desuden skulle den også være strømlinet med et indgangsparti med lav højde. Endelig skulle den være hurtig at rengøre efter hvert besøg.

HMK Bilcon A/S er lykkedes med opgaven, og det er blevet et flot resultat, som DANSKE VOGNMÆND har kigget lidt nærmere på. Ifølge salgschef Peter S. Andersen, HMK Bilcon A/S, kan traileren pakkes ud fra transportmode til udstillingsbrug på bare fem minutter. Takket være den styrende bagaksel kan traileren også manøvreres, hvor der er småt med plads såsom skolegårde.

God plads til gæster
Det samlede gulvareal i traileren er på cirka 30 m2, så der er god plads til mange besøgende. Traileren byder på en del spændende udstyr, såsom en lastbilsimulator, der nok plejer at vække interessere hos aspiranter til branchen. Men ikke nok med det: Traileren har også en kransimulator, så de, der måske overvejer at køre kran- og særtransport, lige kan få fornemmelsen af, hvad det vil sige at operere en kran. Mens lastbilsimulatorer har været kendt i Danmark siden 2003, er kransimulatorer et nyere begreb i kranbranchen.

Hele trailerkassen er bygget i glasfiberarmerede polyesterpaneler efter sandwichprincippet med polyuretanskum for isolering, hvor paneltykkelsen er 55 mm i siderne, enderne og taget, mens bunden er lavet i 80 mm. Den indvendige beklædning er lavet i ni mm skruefast finér med filtbelægning på gulv og vægge. I begge sider er der fastmonterede bænke og et skabsarrangement i bagende samt højskabe i forenden. Ved indgangen er der lavet et stort flot glasparti med automatiske skydedøre og indgangspartiet omfatter også en udtrækkelig rampe. Der er flere store tv-skærme, samt fuldt justerbart LED-spotbelysning indvendigt.

For at kunne håndtere temperaturudsvingene er der integreret et klimaanlæg og et generatoranlæg. Generatoranlægget er ligesom meget af det øvrige udstyr placeret rigtigt godt i rummet på ydersiden af chassiset foran akslerne under det nedbyggede stykke. Til at føre strømmen rundt i traileren er der også lavet stærkstrømsinstallation.

Udvendigt har traileren en totallængde på 13,6 m og indvendig er den 13,3 m, så reglerne for sættevogne er udnyttet fuldt ud. Den udvendige højde fra kørebane til toppen af traileren er på 3,85 m. Det betyder også, at den kan køre ind på steder, hvor der måske ikke lige er 4,00 m. Traileren er bygget som en nedbygget version, så indvendigt er højden i forenden 2,20 m og 2,65 m på det nedbyggede stykke.

Chassis, aksler og bremser
Chassiset er bygget som et helt specielt nedbygget Multispace-chassis med to gennemgående længdevanger, der har en større forkrøpning et godt stykke bag kongebolten. Akselsektionen omfatter to BPW ECO PLUS-aksler med tromlebremser, hvor den forreste aksel er en fast gennemgående aksel, mens den bageste er en selvsporende version, som låses ved bakning. Akslerne bærer chassiset med BPW-luftaffjedring, der også kan hæves eller sænkes for en bedre tilpasning af højden. Akslerne er bestykket med otte hjul, der er monteret med Michelin-dæk i størrelsen 265/70 R.17.5.

Bremsesystemet er et to-leder WABCO-trykluftmekanisk system med trailer-EBS og lastafhængig regulering, der indeholder faciliteten RSS (Roll Stability System) samt standbremse. Ved forkrøpningen af chassiset er der to manuelt betjente støtteben, så traileren let kan parkeres uden trækker foran. Bagenden er meget flot lavet med to firkantede fire-kammerbaglygter, to baklys, to nummerpladelys, to gode toplygter samt to slingrelygter alt i LED. Desuden er der også bakkamera på traileren, hvilket må betegnes som et rigtig godt udstyr. Udvendigt på siderne er der placeret ekstra LED-arbejdslys, der er bygget ind i kassen.

Trailerens egenvægt er landet på 15,38 tons og med den nye Mercedes Actros 1845 foran, ruller vogntoget let derud af.

Samlet set er der tale om et flot vogntog, der er gjort helt ”færdigt”, og som tager sig præsentabelt ud, når det skal køre ud i Danmark for at hverve nye medarbejdere til transportbranchen på gummihjul.

Læs hele historien i magasinet

Læs om Job i Transports nye udstillingstrailer på side 28