Den 16. september er der åbent samråd med transportminister Thomas Danielsen (V) i Folketingets transportudvalg. Samrådet, som er indkaldt af transportordfører Kenneth Fredslund fra Danmarksdemokraterne, kommer efter, at DTL-Magasinet i en lang række artikler har afdækket det bødekaos, som udfolder sig for øjnene af os, ikke mindst når det gælder bøder for ubetalte vejafgifter fra udenlandske lastbiler.
Jeg har sagt det før, men gentager det gerne her: Det er gift for retsfølelsen, når danske vognmænd forfølges nådesløst, til de har betalt bøder for manglende vejafgifter, mens deres udenlandske kolleger kan grine hånligt, krølle bødeforlægget sammen og fortsætte med at omgå reglerne. Uden at myndighederne tilsyneladende kan stille noget op.
Nu har vejafgiften så været en realitet i mere end et halvt år, og i en status på side 8-9 her i bladet kan vi løfte sløret for, at der årligt kommer til at mangle hundreder af millioner kroner i bøder, som danske myndigheder er ude af stand til at få inddrevet hos udenlandske operatører.
DTL har gang på gang advaret om, at skandalen med de ubetalte p-afgifter hos udenlandske lastbiler ville gentage sig i stor skala, hvis man ikke indrettede opkrævningen af vejafgifter og bøder for ubetalte vejafgifter hos udenlandske transportselskaber på en anden og smartere måde.
Det har man så af helt uforståelige årsager valgt ikke at gøre. Og det med åbne øjne.
Transportministeren må sammen med kollegaerne i Justitsministeriet og Gældsstyrelsen løfte blikket og tage tyren ved hornene og sikre, at alle lastbiler, der kører på de danske landeveje, betaler vejafgift og bøder forbundet hermed. Konsekvensen for de dårlige betalere må naturligvis være kørselsforbud i Kongeriget, til der er betalt.
For det værste er egentlig, at alle de vigtigste aktører på forhånd vidste, at systemet ikke kom til at virke i forhold til udenlandske dårlige betalere: Sund & Bælt, som administrerer vejafgiften for Færdselsstyrelsen, Færdselsstyrelsen selv, Vejdirektoratet, Gældsstyrelsen, som har en aktie i inddrivelsen, samt sidst men ikke mindst politiet, der har opgaven med at retsforfølge dårlige betalere.
Men myndighederne virker desværre mere optaget af at kaste aben rundt mellem sig end at løse problemet. Det er en skandale i sig selv og rejser spørgsmålet, hvorfor i alverden vejafgiften skal filtres ind i så meget udsigtsløst bureaukrati i Bermuda-trekanten mellem Transportministeriet, Justitsministeriet og politiet.
Tilbage til samrådet i september. Her bør transportpolitikerne lægge maksimalt pres på transportministeren for at få indrettet håndhævelsen af vejafgiften, så den både tilgodeser retsfølelsen og statskassen:
Transportministeren må sammen med kollegaerne i Justitsministeriet og Gældsstyrelsen løfte blikket og tage tyren ved hornene og sikre, at alle lastbiler, der kører på de danske landeveje, betaler vejafgift og bøder forbundet hermed. Konsekvensen for de dårlige betalere må naturligvis være kørselsforbud i Kongeriget, til der er betalt.