Del

Minister overvejer at droppe p-afgift

Kan vi ikke håndhæve p-afgiftsreglerne, må vi overveje at droppe dem helt, sagde transportminister Thomas Danielsen (V) på en velbesøgt Vognmandens Dag i Herning.

Lykkes det ikke at håndhæve p-reglerne på rastepladserne langs statens veje, så ikke kun danske men også udenlandske chauffører og vognmænd skal betale for at overtræde dem, må vi overveje at droppe de regler. Skævheden er det værste: at danske men ikke udenlandske overtrædere må betale. 

Sådan sagde transportminister Thomas Danielsen (V), da han midt i januar var til ”kaminpassiar” med DTL-direktør Erik Østergaard på Vognmandens Dag hos HV-Transport A/S i Herning. 

Udsagnet kom som en replik på et spørgsmål fra Erik Østergaard om, hvordan man vil sikre sig, at det ikke går lige så skidt med udenlandske vognmænds betaling af den kommende vejafgift, som det er gået med indkradsningen af ubetalte p-afgifter ved udenlandske vognmænd. 

Ministeren forklarede, at staten kan bruge EUCARIS, når vejafgiften skal kradses ind. Men det kan staten ikke, når det gælder ubetalte p-afgifter. 

Hvad med klampning - er det en del af overvejelserne? ville Erik Østergaard vide. 

- Ja, det er uacceptabelt, at så få udenlandske overtrædere betaler. Det skal der styr på, svarede ministeren. 

I en helt anden boldgade ville formanden for Vestjyllands Vognmandsforening, Carsten Dyreborg, vide, hvad ministeren mente om vinterberedskabet under den nys overståede snestorm. 

- Det var en kæmpeudfordring og noget af det, jeg vil kigge på. Den er jo eksploderet i pris, svarede han og tilføjede: 

 - Jeg gider til gengæld ikke se på loven om vinterdæk på grund af en enkelt snestorm. Jeg vil ikke lave hovsalovgivning, men ser gerne på vejgreb generelt. 

Panel: Forbrændingsmotoren er ikke død 

Efter en kort pause linede vognmandsforeningen op til paneldebat om den grønne omstilling. Seancen blev styret af DTL’s Søren Büchmann Petersen, og panelet bestod af repræsentanter for lastbilproducenterne samt Biogas Danmark. 

Panelet blev blandt andet bedt om at give en status på den grønne omstilling set fra deres synspunkt. 

- Danmark har valgt ikke at plukke de lavthængende frugter, som blandt andet er biogasdrevne lastbiler. I Norge og Sverige kører ti procent på biogas, sagde Kåre Neergaard, Business Line Manager for Light, Medium & Heavy Trucks i Nordeuropa og de baltiske lande hos IVECO.

Frank Rosager fra Biogas Danmark fortalte, at energiafgifterne er en stor barriere mod anvendelsen af biogas i den tunge transport i Danmark, mens Joakim Nilsson fra Volvo forudsagde, at frem til 2040 vil forbrændingsmotoren og biogassen fortsat være relevant for de tungeste transporter. 

Vognmandens Dag i Herning havde besøg af flere end 200 vognmænd og dertil 100 udstillere, som udover oplæg og paneldebatter blev diverteret med kaffe og rundstykker og senere ristede pølser.  

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 1, 2024