Del

Lyseblå udenpå, grøn indeni

Fragtmandsvirksomheden Peder Olsen & Søn A/S fra Odense har leaset en elektrisk lastbil for at øve sig på den grønne omstilling af transporten. Den første spæde erfaring med bilen er positiv, men virksomheden efterlyser ladeinfrastruktur.

Den lille blå lastbil ser nærmest lidt undseelig ud sammenlignet med de store dieseltrækkere, som den til dagligt deler garage med, og som på denne iskolde aprildag står linet op foran fragtcentralen i Odense i gang med at læsse og losse.

Undseelig er den på mange måder også. Den er japansk og ikke svensk eller tysk. Den kan ikke fragte særlig meget ad gangen, og aktionsradiussen begrænser sig til bare 100 kilometer pr. optankning. Og så kører den klimaneutralt. Men den gør det, den skal, ovenikøbet til ug med kryds og slange. Indtil nu i hvert fald.

Driftsdirektør Michael Mertov fra fragtmandsvirksomheden Peder Olsen & Søn A/S er glad og fuld af lovord om firmaets nyeste anskaffelse, den eldrevne FUSO eCanter.

- Der plejer altid at være problemer af den ene eller anden slags i tiden efter, at vi har anskaffet ny bil. Men ikke denne gang. Den har bare kørt og gjort sit arbejde. El­bilen fungerer i vores forretning, hvor vi konsoliderer og kører med så store mængder, som vi gør. Vi har ikke tilpasset turen til bilen, men tilpasset bilen til turen siger Michael Mertov.

Tilstrækkelig rækkevidde
Bilen har kørt godt 500 kilometer, da DANSKE VOGNMÆND lægger vejen forbi Odense. Det svarer til cirka ti dages arbejde med 30­40 standsninger og starter pr. dag. De fleste ture går fra fragtmandscentralen i udkanten af Odense til kunder i centrum af byen, herunder på gågaden. Og til det brug er rækkevidden på 100 km pr. opladning fuldt tilstrækkelig, oplyser Søren Gemmer, bilens faste chauffør:

- De fleste dage, jeg kommer hjem, er der stadig strøm til 30 til 50 kilometer på batterierne, siger han, der er meget tilfreds med sin nye arbejdsplads.

- Den er meget behagelig at køre. Og så er den jo lynhurtig sammenlignet med almindelige små

lastbiler, så jeg følger sagtens med den øvrige trafik. Men jeg skulle lige vænne mig til, at der ikke er det sædvanlige brøl fra motoren ude foran som i en dieselbil. Den er jo helt stille. I kabinen kan jeg høre en sagte brummen, men udenfor på gaden hører man den ikke, fortæller han, der ved fyraften parkerer bilen ved en stikkontakt, så den næste dag står opladet og klar til nok et antal ture til og fra fragtcentralen.

Dyr bil
Peder Olsen & Søn A/S har ikke anskaffet sig den elektriske lastbil for at tjene penge. Dertil er den alt for dyr. Dobbelt for dyr sammenlignet med den IVECO­lastbil, den afløser på ruten til Odense centrum. Michael Mertov fortæller, at virksomheden står på spring til også at investere i store eldrevne lastbiler, når de kommer på markedet.

- Der er tre grunde til, at vi foretager disse investeringer. For det første er vi en del af Odense og har som sådan en del af ansvaret for, at kommunen er CO2­neutral i 2030, som det er planen. For det andet har vi som en af de største stykgodstransportører pligt til at være en del af den grønne omstilling. Endelig gør vi det for at skaffe os erfaring tidligt. For der er ingen tvivl om, at den teknologi kommer. Vi tror, at el i en eller anden form bliver det drivmiddel, som vi om ganske få år kommer til at køre distribution på, siger Michael Mertov.

For få ladestandere
Michael Mertov mener, at teknologien til el-lastbiler er så fremskreden, at det ikke bliver den, men ladeinfrastrukturen, som sætter grænser for udbredelsen af den fossilfri transportform.

- Der er for få muligheder for at lade el­biler op. Ladeinfrastrukturen er ikke på plads. Hvis det skal være op til de enkelte transportører at betale stikledninger og ladefaciliteter, bliver det en dyr fornøjelse, og det vil forsinke udbredelsen og dermed den grønne omstilling af transporten, siger han.

Peder Olsen & Søn har 18 biler kørende på ruter i Odense Kommune. Omkostningen ved at installere ladestandere til de 18 biler anslår Michael Mertov til at ligge på fem-­seks millioner.

- Og det kommer oveni prisen på bilerne, som i forvejen er plus 100 procent pr. bil sammenlignet med en konventionel dieselbil. Vil du lade grønt i dag, skal du selv dække installationen. Det har vi ikke før selv skullet betale, hvor vi kunne køre hen på den nærmeste dieseltank og tanke op. Den udgift kan vi ikke lægge oven på fragtraterne, hvis vi fortsat skal kunne drive forretning, siger driftsdirektøren og slår fast, at erhvervet ikke selv kan betale hele den grønne omstilling fra fossilbaseret til grønt brændstof.

FAKTA OM FUSO ECANTER

FUSO eCanter har en totalvægt på 7,5 tons og kan laste op til 3.180 kg med den letteste opbygning. Rækkevidden er på cirka 100 kilometer i bykørsel. Batteriet er på 82,8 kWh, som kan lades helt op på omkring ni timer i en ladestander. Med en hurtiglader er det muligt at lade batteriet op til 80 procent på en time. FUSO produceres i Japan, men er ejet af Mercedes-Benz.

Yderligere tre stk. FUSO eCanter er på vej til Danske Fragtmænd i Aarhus og København.

Læs historien i DANSKE VOGNMÆND nr. 5, 2021