Del

Kommune ville ikke betale for vinterberedskab

Ringsted Kommune mente, at vinterberedskab er gratis, hvis det ikke kommer i brug og ville derfor ikke betale vognmanden. Men så skred DTL og Dansk Erhverv ind, og vognmanden fik sine penge.

Vognmand Per Christensen fra Store Merløse på Midtsjælland kan ånde lettet op.

Han har kontrakten  på vinterberedskabet i Ringsted Kommune, men kommunen nægtede i lang tid at betale beredskabshonoraret. Han henvendte sig derfor til DTL - Danske Vognmænd. Og efter intervention fra DTL og Dansk Erhverv har kommunen nu indvilget i at betale honoraret, som er stort nok til at betyde noget i en mindre vognmandsvirksomhed som Per Christensens. Dermed er snerydningen i den midtsjællandske kommune sikret i den kommende vinter, og vognmanden har en bekymring mindre.

DTL’s chefjurist John Roy Vesterholm har aldrig tidligere har oplevet, at en kommune har nægtet at betale beredskabshonorar.

- Problemet er tilsyneladende opstået, fordi vognmanden på grund af det milde vejr slet ikke udførte vintertjeneste i Ringsted Kommune sidste vinter. Men beredskabshonoraret får han jo bl.a. for at stå klar med materiel og til med kort varsel at rykke ud på kommunens veje og rydde sne og for at møde op til møder med kommunen, siger han og understreger, at det med de milde vintre, vi har i udsigt, er særligt vigtigt at holde fokus på beredskabshonoraret.

- Havde kommunen fået ret, så kunne andre kommuner måske få den idé, at der ikke skal betales beredskabshonorar, hvis beredskabet ikke kommer i brug. Derfor har sagen stor betydning, og forliget med kommunen så vigtigt for os, siger John Roy Vesterholm, der til sagen fik stor hjælp af kollegerne i Dansk Erhverv, markedschef Morten Jung og advokat Michael Borring Andersen.

Tager lastbilen til selskab
Vognmand Per Christensen er selvsagt glad for sagens udfald:

- Jeg har kørt vinterberedskab for Ringsted Kommune i 35 år, heraf de sidste 28 år som vognmand. Det kom som en stor overraskelse, at de pludselig ikke ville betale for beredskabet, selv om det fremgår tydeligt af kontrakten, at det skal de, siger han til DANSKE VOGNMÆND.

Beredskabet omfatter syv ruter i kommunen. Per Christensens to lastbiler klarer de to, mens tre underleverandører står for de fem resterende ruter, som er snerydning og saltning med traktorer. Det var den del af kontrakten, som kommunen prøvede at løbe fra.

- Uden beredskabshonoraret fra kommunen kunne jeg jo ikke betale honoraret til mine underleverandører. Så det var ikke kun mig og min økonomi, som blev udfordret af kommunen, siger vognmanden, der understreger, at beredskabsforpligtelsen ikke er det rene sjov, men tværtimod fører afsavn med sig.

- Ikke én jul eller et nytår har vi kunnet være hjemmefra i de sidste 30 år. I vinterhalvåret har jeg ikke kunnet drikke vin til familiefester, fordi jeg jo kan blive kaldt ud med en halv times varsel, fortæller han, der ofte i vinterperioden tager lastbilen til selskab for at kunne være udrykningsklar. Konen må så tage privatbilen.

Per Christensen har før nydt godt af DTL-medlem- skabet.

- Kommunen er en vældig modstander, og jeg tror ikke sagen var endt sådan, hvis ikke DTL og Dansk Erhverv havde hjulpet os, slutter han.

Læs historien i DANSKE VOGNMÆND

Læs historien på side 13