Del

Klimarapport for landtransport med perspektiv og forbehold

Regeringens klimapartnerskab for landtransport har i dag afleveret sin rapport til regeringen. Rapporten indeholder en lang række mulige initiativer, der kan bidrage til en grøn omstilling af transportsektoren, og samtidig tager rapporten forbehold for transportsektorens praktiske markedssituation og betingelser for grøn omstilling.

DTL – Danske Vognmænd har været en central del af arbejdet, som har samlet mere end 40 aktører fra transportsektoren, energisektoren, interesseorganisationer og producenter af materiel. DTLs formand Martin Danielsen har været den ene af to næstformænd for klimapartnerskabet, og DTLs medarbejdere har været med i forskellige arbejdsgrupper.

Medtager praktisk virkelighed

Martin Danielsen: - Der er kommet et godt og solidt resultat ud af anstrengelserne, og jeg glæder mig bl.a. over, at det gennem en målrettet indsats fra DTLs side er lykkedes at få vognmandens praktiske virkelighed og konkurrencesituation med i billede.

- Det er vigtigt, at vi ikke udsteder blanco-checks på vognmændenes vegne, og der kommer ikke nogen klimaløsning, hvis konkurrencevilkårene svækkes ensidigt herhjemme, for så vil de danske vognmænds transportarbejde bare blive overtaget af udenlandske.

Klimainitiativerne i rapporten fordeler sig på to hovedområder. Det ene hovedområde består af initiativer, som transportbranchen selv kan iværksætte. Det er fx yderligere optimering af logistik, planlægning af transport, optimering af investeringer, digitalisering og træning af chaufførerne i miljørigtig kørsel.

Det andet hovedområde omfatter initiativer, der kræver et samspil mellem lovgivning, transportbranchen og producenter af energi og teknologi. Her er et af de væsentligste initiativer fremme af grønne drivmidler og udvikling af konkurrencedygtige fossilfri eller grønne køretøjer og infrastruktur.

Der er imidlertid også forslag om at give mulighed for større og tungere lastbiler, lempe regler for levering i ydertimer, infrastrukturinvesteringer i veje og meget andet.

Tager højde for konkurrencesituation

- Det er et meget omfattende katalog af virkemidler, der kan give et afgørende bidrag til den nødvendige grønne omstilling af transportsektoren, udtaler DTLs administrerende direktør Erik Østergaard, som også har deltaget i klimapartnerskabet.

- Transportsektorens grønne omstilling kommer ikke af sig selv, og derfor er det vigtigt, at der er et godt samspil, hvor der tages højde for den hårde internationale konkurrencesituation, som transportbranchens befinder sig i, og som betyder, at mange af virkemidlerne forudsætter en økonomisk opbakning fra politisk hold”, siger Erik Østergaard.

Rapporten skal indgå i de politiske forhandlinger om de kommende klimaplaner. Det er et arbejde, som DTL vil følge nøje med henblik på at sikre, at vognmanden fortsat er med ved klimabordet.

Læs rapporten fra regeringens klimapartnerskab for landtransport her 

Læs tillæg til rapporten her

Læs kort gennemgang for landtransport her

For yderligere: Adm. direktør Erik Østergaard, tlf. 40 15 12 25.