Del

Juniormesterlære: Få tidligt fat i de unge

Juniormesterlære giver vognmænd adgang til fremtidens medarbejdere. Ny ordning træder i kraft den 1. august.

Fra august bliver juniormesterlæren en ny mulighed for vognmandsvirksomheder, der ønsker at introducere unge til transportbranchen. Ordningen skal skabe en tættere kobling mellem skole og arbejdsmarked og samtidig give praktikorienterede elever en mere motiverende skolegang. 

For transportbranchen kan juniormester-læren blive et vigtigt redskab i arbejdet med at tiltrække fremtidig arbejdskraft. Men inden de første elever træder ind ad døren, er der en række krav og forpligtelser, som virksomhederne skal have styr på. 

Målrettet 8. og 9. klasse  

Juniormesterlæren er målrettet elever i 8. og 9. klasse, som ønsker mere praksisnær undervisning. Det kan være unge, der har svært ved at finde motivationen i den traditionelle skolegang eller elever som allerede har interesse for erhvervsuddannelser og konkrete fag. 

5 HURTIGE OM JUNIORMESTERLÆREN 

•    Elever i juniormesterlære modtager ikke løn. 

•    Skolelederen har ansvaret for praktikaftalen og den løbende kontakt med praktikstedet. 

•    Reglerne om unges arbejde gælder fuldt ud for eleverne. 

•    Praktikken kan udgøre én til to skoledage om ugen. 

•    Elever må ikke pålægges overarbejde eller merarbejde 

Ordningen giver eleverne mulighed for at tilbringe én til to dage om ugen i praktik, mens de fortsat følger undervisningen i folkeskolen. 

Når en virksomhed tager imod en juniormesterelev, skal der udpeges en kontaktperson med ansvar for elevens faglige udvikling og trivsel under praktikforløbet. 

Kontaktpersonen bliver samtidig bindeled til skolen og skal være forberedt på løbende dialog om elevens udvikling. Det kan blandt andet indebære deltagelse i statusmøder og afsluttende evalueringer. 

Skærpede krav ved elever under 15 år 

For virksomheder, der modtager elever under 15 år, følger også et særligt ansvar. Vognmanden skal sikre, at eleven ikke har kontakt med personer, der er dømt for forhold, som fremgår af en børneattest. 

Derfor skal virksomheden, hvor det er muligt, indhente børneattester via politiets digitale løsning og bekræfte over for skolen, at kravene er opfyldt. Oplysninger fra børne-attester eller eventuelle indberetninger fra politiet må ikke deles med skolen eller andre. 

Selvom juniormesterelever ikke er ansatte, gælder arbejdsmiljølovgivningen på samme måde som for virksomhedens øvrige medarbejdere. 

Det betyder blandt andet, at eleven skal have grundig instruktion i arbejdsopgaverne, at arbejdet skal foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og at der skal føres effektivt tilsyn af en myndig person med relevant erfaring og indsigt i arbejdet. 

Staten dækker ved skader 

En vigtig sikkerhed for både elev og virksomhed er, at elever i juniormesterlære er omfattet af statens erstatningsordning, når praktikforløbet er etableret efter gældende regler. 

Ordningen dækker både personskader på eleven samt situationer, hvor eleven forvolder skade på andre personer eller på materiel og ejendele. 

Hos mange vognmandsvirksomheder er rekruttering en voksende udfordring. Her kan juniormesterlæren blive en mulighed for tidligt at vække interessen for transporterhvervet og skabe relationer til kommende generationer af faglærte medarbejdere. 

Til gengæld kræver ordningen tid, planlægning og engagement fra virksomhedernes side. Arbejdsopgaver, arbejdstid og oplæring skal tilrettelægges, så både lovgivning og elevens læringsmål bliver opfyldt. 

DTL’s arbejdsgiverforening står klar til at rådgive medlemsvirksomheder om de spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med de nye praktikforløb. 

Læs artiklen i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 5, 2026