Del

Hver fjerde bøvler med at få kunden til at betale vejafgiften

Giv regningen videre til kunderne, lød det fra politikerne ved indførelsen af vejafgiften. Men hver fjerde vognmand har svært ved at få kunderne til lommerne, viser dugfrisk rundspørge.

Nogle kunder vil slet ikke betale for ekstraomkostningen på fragten som følge af vejafgiften. Nogle med henvisning til kontrakter, som er indgået, før vejafgiften blev gennemført. Mange vil kun betale 

delvist og fx ikke for tomkørslen, returkørslen mv. Andre igen kræver meget dokumentation for kørte kilometer. Og det gælder både private og offentlige kunder. 

 

Kort sagt oplever hver fjerde vognmand besvær med at få dækket de ekstraomkostninger ved kørslen, som vejafgiften har afstedkommet. Det viser en ny rundspørge, som DANSKE VOGNMÆND har gennemført blandt DTL’s medlemmer. 

 

Transportminister Thomas Danielsen (V) har ved flere lejligheder opfordret vognmændene til at sende ekstraregningen videre til kunden, når vejafgiften blev gennemført. Den opfordring har et overvældende flertal af vognmændene valgt at følge, og mens tre ud af fire lykkes med at få kunderne til at betale ekstraregningen, ser situationen altså mere broget ud for det store mindretal på 25 procent. 

 

Nogle få vognmænd sender slet ikke regningen for vejafgiften videre til kunderne. En begrunder det kort og kontant: “De nægter at betale”. En anden: “Kunderne vil ikke betale, de finder bare en anden transportør”. En tredje: “Vi er stadig i forhandlinger med kunderne.” En fjerde: “Det er ganske simpelt ikke muligt i nuværende virksomhedsstruktur som subcontractor.” 

 

Opgav Vejdirektoratet 

De fleste af kunderne hos vognmand Jesper Saaby fra Mors har accepteret at skulle betale de ekstra omkostninger på transporterne, som vejafgiften har betydet. 

- En enkelt kunne ikke se, hvorfor de skulle være med til at betale. Så måtte vi forklare, hvordan verden hænger sammen. Det måtte de tænke over. Men derefter rettede de lige så stille ind, fortæller han, der har haft de største udfordringer med Vejdirektoratet, som han kører vinterkørsel for. - Vejdirektoratet har ikke rigtigt styr på det. Du skal dokumentere på kryds og tværs, at du har kørt de kilometer, som du påstår. Så det endte med, at jeg helt opgav at få dem til at betale. Så den vejafgift, der løb på, mens jeg kørte for Vejdirektoratet – 4.-5.000 kroner betalte jeg selv, siger han og tilføjer:

-Det er noget af det mest ringe, at Vejdirektoratet ikke selv har styr på det. De har haft lige så lang tid til at få orden i sagerne, som jeg har. Det kan jeg gøre mig harm, hvis noget kan. Dem, der står bag Vejdirektoratet (transportministeren, red.), er jo de samme som dem, der påtvinger os vejafgiften. Så bør man have orden i egne rækker. Men det har de ikke, siger Jesper Saaby, der har fire lastbiler i flåden.  

Tidskrævende forhandlinger  

Ifølge Lone Sørensen, som sidder på kontoret hos transportfirmaet Henrik Sørensen A/S i Fjerritslev, har det været en udfordring at få kunderne med på at betale meromkostningen som følge af vejafgiften. 

 

- Der har skullet en forhandling til med hver enkelt kunde. Hvad er vejafgiften for noget? spurgte de, som jo ikke havde hørt om den før. Hvorfor skal vi betale for returkørslen? Det kunne de heller ikke forstå i første omgang. Så det har vi jo måttet forklare. Vejafgiften har kostet os meget tid, men heldigvis ser det ud til at ende med, at vi bliver dækket ind. Det håber vi da, siger Lone Sørensen. 

  

DTL: Som forudsagt 

Allerede under debatten om vejafgiften forudsagde DTL, at nogle vognmænd ville få udfordringer med at følge transportministerens opfordring til at sende vejafgift-regningen videre, bemærker DTL’s direktør Erik Østergaard. 

 

- Fakturering ude i medlemsvirksomhederne er ikke noget, vi som organisation beskæftiger os med. Det er den enkelte vognmands sag. Men vi interesserer os for de løfter og opfordringer, som politikerne i Folketinget spredte om sig for at få vejafgiften til at glide lettere ned hos dem, der bliver berørt. Løfter, der allerede nu viser sig mere end svære at holde. Som fx at bødeinddrivelse hos udenlandske transportfirmaer sagtens kan lade sig gøre. Eller transportministerens opfordring til bare at sende regningen videre. Hvilket, vi allerede dengang sagde, ville blive i bedste fald udfordrende og i værste fald umuligt for en del af vores medlemmer, som så kommer til at hænge selv på ekstraregningen. Det bekræftes jo beklageligvis af rundspørgen, siger han. 

Om rundspørgen

280 medlemmer besvarede spørgeskemaet, der blev sendt ud i begyndelsen af maj. 

Få hjælp til at regne vejafgiften ud

Med DTL's beregningsværktøj kan du beregne, hvor meget du skal betale i vejafgift fra 1. januar 2025.

 

Værktøjet finder du ved at klikke her. Du skal logge ind med dit login til medlemmer.

Klik her: Beregn, hvor meget du skal betale i vejafgift

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 4, 2025