Del

Godstransport omfattes ikke af nye regler om grænsekontrol

Regeringens nye drastiske tiltag med midlertidig lukning af de danske grænser fra i morgen lørdag den 14. marts kl. 12 til og med den 13. april vil ikke komme til at omfatte godstransport.

Det betyder, at lastbiltransport over grænserne, såvel med danske som med udenlandske lastbiler, kan udføres som normalt i perioden. Al anden trafik vil blive omfattet af krav om at have et ”anerkendelsesværdigt” formål, hvis man vil ind på dansk territorium. Har man ikke et anerkendelsesværdigt formål, vil indkørsel i Danmark blive afvist.

Undtagelsen for godstransport skyldes primært hensynet til vareforsyningen af fødevare, medicin og andre forsyninger nødvendigt for industriproduktion.

DTLs adm. direktør Erik Østergaard oplyser, at transporterhvervet er i tæt kontakt med myndighederne for at sikre, at lastbiltransporter kan finde sted så vidt muligt uhindret over grænser, broer og ved færger.

- Regeringen har vurderet, at godstransport med lastbil som udgangspunkt er et anerkendelsesværdigt formål for at sikre forsyningssikkerheden i landet. Og det forventer vi bliver sikret i videst mulige omfang.

- Men det er også vigtigt, at transportbranchen og den enkelte vognmand er sig sit ansvar bevidst. Det vil sige, at man træffer de bedst mulige foranstaltninger for at undgå smittespredning. Det gælder i forhold til den enkelte chauffør og i forhold til de procedurer, der måtte blive indført af kunder eller leverandører i forhold til transportøren. Og det gælder uanset, om vognmanden måtte have biler på udenlandske plader til at krydse grænsen.

Erik Østergaard peger på, at der allerede nu vil være varemodtagere og –afsendere, der vil stille krav til transporten for at forhindre smittespredning.

Den danske grænse krydses dagligt af ca. 6.000 lastbiler. Heraf er ca. 5.000 udenlandske.