Den 9. januar kørte en af flyttebilerne fra BECHs & ABC Flytteforretning ApS i Kolding forbi et af Sund & Bælts kameraer ved Vemmelev på Vestsjælland. Bilens nummerplade blev fotograferet, og en uges tid efter modtog virksomheden et bødeforlæg på 4.500 kroner for ubetalt vejafgift.
Vognmand Michael Jespersen forstår ikke bøden, og tjekker om alt er, som det skal være. Han kontakter betalingstjenesten UTA, som Telepass-boksen i bilen er forbundet med, og får at vide, at boksen i bilen er korrekt monteret og i øvrigt virker, som den skal.
- Vi fik fire bøder for ikke betalt vejafgift i begyndelsen af januar. De første tre blev eftergivet, som man jo politisk havde besluttet. Den fjerde fik vi mandagen efter, at det var slut med at eftergive bøder. Sagen er bare den, at den fjerde bøde vil jeg ikke betale. Jeg gjorde derfor indsigelse til Færdselsstyrelsen og nævnte der de oplysninger, jeg havde fået fra UTA.
Efter indsigelsen har vognmanden downloadet en Route Track-udskrift og en kontoudskrift fra UTA. De to udskrifter viser hver især, at Telepass-boksen i bilen har registreret hele turen fra Kolding til København og tilbage igen, i alt 464 km, samt at der den 9. januar er trukket 434 kroner og 60 øre i vejafgift fra ABC’s konto.
Med den dokumentation i baghånden troede Michael Jespersen den hellige grav vel forvaret. Ifølge UTA har chaufføren på bilen gjort som han skulle. Telepass-boksen var aktiveret under kørslen, den trackede ruten og UTA-udskriften viste, at vejafgiften for strækningen var trukket fra vognmandens konto.
Men han gjorde regning uden vært.
Truer med politiet
Den 20. februar kom afgørelsen i et brev fra Færdselsstyrelsen.
”Færdselsstyrelsen har på baggrund af din indsigelse modtaget 15-01-2025 besluttet, at du ikke får medhold i din indsigelse. Færdselsstyrelsens beslutning om din indsigelse kan ikke påklages. Såfremt bødeforlægget ikke betales, vil sagen blive overgivet til politiet”, hedder det i brevet fra styrelsen.
- Jeg ved ikke, hvor kæden er hoppet af, eller hvor fejlen er. Har de overhovedet læst min indsigelse? Jeg har gjort alt det, man kan forlange. Isat Telepass-bokse i alle biler. Tjekket at de virker. Og det gør de. Tjekket at vejafgiften er betalt. Hvorfor skal jeg så have en bøde? spørger han, der forsikrer, at han vil lade sagen overgå til politiet og gå hele vejen i retten, for bøden nægter han at betale.
Uklarhed om myndighedsroller
Undervejs kontaktede han også DTL, som efterfølgende fik Sund & Bælt med på at eftergive bøden. Hvordan Sund & Bælt kan omgøre en afgørelse fra Færdselsstyrelsen er et spørgsmål helt for sig selv. Og ved redaktionens slutning, havde han stadig ikke fået oplysning om, at bøden er eftergivet, men som han siger:
- Ekspeditionstiden i Færdselsstyrelsen er jo også på otte uger, så måske den kommer.