Del

EU-politikere studerede dansk dyrevelfærd i transport

Fire politikere fra Europa-Parlamentet var torsdag på studiebesøg i Jylland for at besøge landbrug og transportvirksomheder, der håndterer dyr før og under transport. Delegationen ønskede en dialog med landmænd og transportoperatører om bedste praksis for at sikre dyrevelfærd under transport. Her havde organisationerne DTL – Danske Vognmænd, ITD og Sammark lejlighed til at slå følge med politikerne og udveksle synspunkter med dem om dyretransporter.

I delegationen befandt sig to danske europaparlamentarikere som repræsentanter fra værtslandet: Gårdejerne Asger Christensen (V) og Niels Fuglsang (S). Delegationen var ledet af forkvinde for EU-Parlamentets udvalg for undersøgelse af dyrevelfærd under transport Tilly Metz, Luxembourg og portugiseren Francisco Guerreiro. Udvalget, det såkaldte ANIT-udvalg, er nemlig i øjeblikket i gang med feltstudier til en eventuel ændring af EU-reglerne om beskyttelse af dyr under transport.

Deler erfaringer

Erhvervspolitisk chef Ove Holm deltog i dagens program, der indebar besøg hos en dyretransportør og et kvæglandbrug: Han er glad for, at MEP'erne på egen hånd skal erfare og vurdere de største vanskeligheder, EU-landene står over for med at håndhæve de nuværende dyrevelfærdsregler. - Resultaterne af missionen vil indgå i udvalgets arbejde med at foreslå måder til at opdatere de nuværende EU-regler, så dyrevelfærdsbeskyttelsen i EU er opdateret og fungerer. Det havde vi fra organisationsside lejlighed til at tale med politikerne om og dele vores erfaringer med håndhævelsen her i landet, siger Ove Holm.

DTL Dyr og NLA-kontoret i Bruxelles har fulgt arbejdet og nogle af de mange høringer i ANIT-udvalget tæt og med stor interesse. Høringerne har været meget omfattende med mange inviterede eksperter og synspunkter. Arbejdet har ifølge Ove Holm indtil videre identificeret en række vigtige problemer og udfordringer i forbindelse med dyretransport.

Justér ansvarsfordelingen

Under høringerne er der fremlagt eksempler på uacceptabel og dårlig behandling af dyr under eller i forbindelse med transport. Og der er ét klart budskab fra organisationsside, fortæller Ove Holm – nemlig, at mishandling af dyr er fuldstændig uacceptabel og aldrig bør forekomme.

- Men det nuværende delte og diffuse ansvar for, om dyrene er egnede til transport, bør præciseres og justeres. Det skal være besætningsejer/landmand, der er ansvarlig for, om dyrene er egnede til at blive transporteret. Vognmænd og chauffører skal bære et stort og professionelt ansvar for alt, der har med selve transporten at gøre. Dvs. af- og pålæsning, selve kørslen, dokumenter og overholdelse af krav til transporten.

- Vi har gennem tiden desværre haft nogle frustrerende sager om ”transportegnethed”, hvor vognmænd og chauffører er blevet idømt kæmpebøder for noget, De i praksis ikke kunne undgå, og som ud fra en logisk og praktisk betragtning alene burde være landmandens bord, forklarer Ove Holm, der slutter:

- Et andet problem er, at reglerne i transportforordningen håndhæves med stor variation blandt medlemslandene. Efter vores opfattelse bør reformen af transportforordningen have sit store fokus på at sikre, at der er en mere ensartet og effektiv håndhævelse og forståelse af eksisterende regler.

I mødet med EU-politikerne deltog foruden Ove Holm, formand for DTL Dyr Leif Knudsen, næstformand Tage Fjord samt chefkonsulent Søren Büchmann fra DTL Danske Vognmænd.