Del

DTL: Usikkerhed hos vognmændene skubber puljemidler frem

Vejdirektoratet har meddelt, at puljen for tilskud til grøn omstilling nu øges med 80 mio. DTL-Danske Vognmænd hilser udmeldingen velkommen. Men det er samtidig et tydeligt signal om, at branchen som helhed er præget af usikkerhed over forholdene på elmarkedet.

Midlerne stammer nemlig ifølge Vejdirektoratet fra ”gamle” projekter fra 2025-puljen. Det er tilfælde, hvor tilskuddet er bortfaldet, fordi projektmidler blev opgivet, eller fordi fristen på seks måneder for at indgå en købsaftale eller leasingaftale på en ellastbil ikke blev overholdt.  

DTL’s adm. direktør Erik Østergaard er ikke overrasket over, at så mange penge kan fiskes op af krukken med kuldsejlede projekter.  

- Hele balladen omkring de forsinkede eltilslutninger og usikkerhed om rentabiliteten af elkøretøjer samt de uhørt høje priser på ellastbiler gør, at vognmændene lige tænker sig om en ekstra gang, før de sætter gang i projekter. Også selv om de har fået et tilsagn om støtte, udtaler han.  

Han peger på, at omkostningerne til indkøb af materiel og elladefaciliteter sagtens kan overstige en virksomheds økonomiske formåen, selv om der gives tilskud. 

- Hvis der så er uklarhed om, hvornår bilerne egentlig kan komme ud at køre, og om kunderne er villige til at bære en del af byrden, er det kun naturligt at tøve og ikke tage springet ud i det uvisse, siger DTL-direktøren.   

Der er dog stor interesse for tilskud til grøn omstilling af den tunge vejtransport, oplyser Vejdirektoratet. Der er allerede givet tilsagn om 152 mio. kr. til foreløbigt 131 projekter gennem puljen Grøn omstilling af tung transport 2026. Spørgsmålet er så, om vognmændenes tøven vil gentage sig.  

- Hvorvidt usikkerheden fortsætter, er ikke til at vide på nuværende tidspunkt. Det er selvfølgelig positivt, at regeringen nu forsøger at tage hånd om problemet og forsøger at lave en egentlig prioriteringsliste for tilslutning til elnettet. Men om det øger appetitten på at gå i gang med eldrift kan være tvivlsomt. Man skal nok have det lange lys på, vurderer Erik Østergaard.    

Vejdirektoratet oplyser, at tilførelsen af de ”gamle” puljemidler betyder, at der nu er ca. 88 mio. kr. tilbage i puljen. Vejdirektoratet behandler fortsat både allerede indsendte og nye ansøgninger efter først til mølle-princippet. Ansøgerne modtager svar, efterhånden som sagsbehandlingen afsluttes.