Martin Danielsen har efter 11 år på posten som DTL’s formand valgt at træde tilbage og overlade den politiske ledelse af organisationen til nye kræfter. Det vil ske ved DTL’s og arbejdsgiverforeningens generalforsamlinger til foråret, hvor der skal ske nyvalg af medlemmer til DTL’s bestyrelser. Martin Danielsen udtaler:
- Selvom om beslutningen har været svær at træffe, så er tiden rigtig til at jeg giver opgaven som formand for DTL videre. Jeg har siddet i bestyrelsen i 22 år og været formand i 11 af dem. Organisationen står et rigtig godt sted både bestyrelsesmæssigt og indflydelsesmæssigt, såvel herhjemme i Danmark som i EU, og jeg glæder mig over at kunne give et DTL i topform videre til maj.
Den afgående DTL-formand oplyser, at han fremover fortsat kommer til at arbejde videre for gode vilkår for danske virksomheder - herunder også transportvirksomheder - i sin rolle som formand for Dansk Arbejdsgiverforening siden december 2023.
Martin Danielsen tiltrådte som formand for DTL i 2014 - midt i den intense kamp om bedre vilkår for de danske vognmænd. Det var på et tidspunkt, hvor transportmarkedet i EU var rendt over ende af social dumping og konkurrenceforvridning fra vognmænd fra de forholdsvist nytiltrådte EU-medlemsstater. DTL stod forrest i kampen om konkurrencelighed for nationale vognmænd, der som bekendt endte med indførelsen af EU’s vejpakke.
Styrket dansk transportstemme
- Vi har styrket den danske transportstemme - også i Europa - betydeligt. Vi er solidt repræsenteret i Bruxelles, også via vores nordiske samarbejde og har samtidig etableret et nært samarbejde med både de tyske og franske vognmandsorganisationer. DTL står stærkt både ude og hjemme, forklarer Martin Danielsen.
Når den 53-årige fynbo, der er administrerende direktør for Schou-Danielsen Logistik A/S i Odense og af andre beskrives som både beskeden og målrettet, til maj takker af med DTL, sker det efter 22 år i bestyrelsen.
- jeg føler mig privilegeret over at have fået lov til at arbejde for de danske vognmænds interesser i så mange år. Jeg ved, at mine efterfølgere på formandsposterne vil overtage en både vigtig og spændende post omgivet af kompetente medarbejdere og bestyrelseskollegaer, siger Martin Danielsen.
Bestyrelserne i DTL og DTL’s arbejdsgiverforening skal efter generalforsamlingerne i maj vælge deres nye formand. Konstitutionen foregår normalt på et møde kort efter den nyvalgte bestyrelses tiltræden.