Del

DTL PRÆSENTERER NY DIGITAL FACADE

DTL har lanceret en ny hjemmeside, som skal sikre forbedret kommunikation med eksisterende og potentielle medlemmer og mere synlighed omkring arbejdet i hele organisationen. Den nye side ledsages af en digital pjece samt en præsentationsvideo bl.a. om DTL's politiske arbejde og medlemsservice.

De fleste besøgende på DTL's webadresse, dtl.eu, vil bemærke, at DTL’s hjemmeside har fået nyt udseende. Fx kan man i levende billeder opleve DTL-boss Erik Østergaard med pondus forklare, hvordan DTL arbejder for det danske transporterhverv. Går man selv på opdagelse i indhold og features, vil man se, at DTL har fået en markant online-ansigtsløftning. Helt fremme på forsiden ligger nu bl.a. kurser og arrangementer sammen med nyheder. Flere af de kommercielle medlemstilbud præsenteres også i kort form. Alt sammen leveret i nyt design.

Skal skabe synlighed og fastholde opmærksomhed
Adm. direktør Erik Østergaard forklarer hensigten med DTL’s nye digitale profil.

- Kampen om synlighed og opmærksomhed og ikke mindst fastholdelse af opmærksomhed er benhård. En langsom side, der er svær at finde rundt i med oplysninger, der ikke altid er opdaterede… Det dur bare ikke. Nu er det enklere at finde de politiske mærkesager og nemmere at finde frem til svar på sine spørgsmål. Og så har vi lagt vægt på mere billede og lyd og kortere og mere præcise tekster. Det behov findes i højere grad i dag end for bare syv-otte år siden, og det hensyn har vi selvfølgelig også både overfor eksisterende og potentielle medlemmer. Hjemmesiden er også ofte det DTL-vindue, somjournalister og andre møder første gang. Og som alle ved, så betyder førsteindtrykket noget.

Han påpeger, at den nye side også er en hensigtserklæring og visitkort.

- Vi har ønsket at fortælle, hvem vi er, og hvad det er, man som DTL-medlem får for sine kontingentkroner: Nemlig en topprofessionel varetager af sine interesser. En organisation som hver dag tager kampene på vegne af medlemmerne. Og som fortæller både medlemmer og fremtidige medlemmer, at alle medarbejdere i DTL er håndplukket på grund af lige netop deres kompetencer, hvad enten det gælder rådgivningen af medlemmerne eller armlægningen med politikerne.

Webudvikleren: Hurtigere, nemmere og simplere
Hjemmesiden er udviklet af bureauet Procore, som ligger i Lystrup nord for Århus, og som DTL har samarbejdet med igennem flere år. Ejer Morten Kragh Jensen forklarer, at DTL’s nye hjemmeside er en markant forbedring fra brugerens perspektiv, når man skal finde rundt, fordi man allerede på forsiden kan se ”dybere” ned i siden ved hjælp af navigationen.

- Navigation er et kapitel for sig, som er styret af indholdet på siden og publikums behov. Det handler om at skabe en hurtigere vej ned til det, der er relevant. DTL’s nye hjemmesides primære navigation er ”helt ren” med kun ét niveau modsat den gamle, som havde to. Vi har lavet en ”mega-dropdown”, der fylder hele billedet, så man ikke bliver forstyrret af det bagvedliggende. Mobilversionen er mere dog traditionel, hvor man kun ser ét niveau af gangen, siger han, og forklarer at søgefunktionen og de resultater, der kommer frem, skal opfattes som en del af navigationen.

- Vi bliver mere og mere vant til at søge. Hvor mange gange om dagen søger man ikke på Google, fremfor at navigere rundt i forskellige menuer? Det er rart at kunne gå direkte. På DTL’s nye side er der forskellige ikoner for indholdstyper, så man lettere kan navigere, finde og orientere sig. Skal man fx finde noget om organisationen, kan man let finde det, siger han.

Ny side til nye tider
Tilbage på direktionskontoret reflekterer Erik Østergaard over den nye sides værdi i den aktuelle situation.

- Coronakrisen er jo kommet bag på alle, og jeg tror, de fleste har oplevet, at det er kommet på tværs af stort set alle planer. Vi kommer med stor sandsynlighed også til at opleve en længerevarende økonomisk krise. I den situation har vognmændene mere en nogensinde brug for en stærk organisation, der kan tage dialogen med politikerne, informere og rådgive korrekt og rettidigt, og som hver dag arbejder på at sikre, at det danske transportmarked fungerer på fair og ordentlige vilkår, siger han.