Del

Kontakt ansvarlig

Erik Østergaard

Adm. direktør for DTL - Danske Vognmænd og DTL's arbejdsgiverforening, DTL-A

DTL: Politisk akutplan for elnettet er et vigtigt skridt for grøn transport

Det glæder DTL-Danske Vognmænd, at klima-, energi og forsyningsminister Samira Nawa (RV) har landet en bred politisk aftale om, hvordan elnettet skal udbygges, og om hvordan der skal prioriteres mellem de mange ansøgninger om nettilslutning, indtil elnettet igen er tilstrækkelig robust.

DTL-Danske Vognmænd har gennem flere år fulgt den bekymrende udvikling i elforsyningen, som nåede en foreløbig kulmination, da Energinet i marts indførte et midlertidigt stop for nye tilslutninger til transmissionsnettet. Problemet spredte sig fra transmissionsnettet til det vidtforgrenede distributionsnet, hvor vognmændenes ladeanlæg typisk tilsluttes hos netselskaberne.

- Elektrificeringen af lastbilerne er i en spirende fase, hvor nogle vognmænd forsigtigt investerer i el-lastbiler. Det er helt afgørende for den fortsatte udvikling, at vognmændene kan have tillid til, at der er tilstrækkelig elforsyning til ladeanlæggene hos vognmændene selv, hos kunder, på terminaler og langs landevejene, udtaler DTL’s adm. direktør Erik Østergaard.

En stor og krævende beslutning at investere

Akutplanen indeholder en prioriteringsliste med fire grupper af projekter. Samfundskritiske aktiviteter, herunder transport, hører til i de første to grupper og skal dermed prioriteres over fx nye datacentre og andre projekter, som ikke har samfundskritisk betydning.

Investeringer i el-lastbiler er en stor og krævende beslutning for vognmændene, påpeger Erik Østergaard. Investeringerne er påvirket af, om vognmændene kan have tillid til, at der er tilstrækkelige opladningsmuligheder. Samtidig bidrager elektriske lastbiler umiddelbart til den grønne omstilling gennem reduktion af Danmarks CO2-udslip.

- Hver gang, der kommer en ny el-lastbil ind i vognmændenes flåder, fortrænger den diesel og bidrager til at nedbringe Danmarks klimabelastning, og dermed opnås en kontant klimagevinst for samfundet, fastslår Erik Østergaard.

Ikke tilstrækkeligt at sikre udvalgte sektorer

En akutplan for elnettet med prioritering af projekterne udgør dog kun en halv løsning. Helt overordnet er det fortsat kritisabelt, at Danmark er havnet i en situation, hvor elnettet ikke kan honorere den elektrificering, som i høj grad er efterspurgt og fremmet fra politisk hold.

- Vi ser frem til den politiske aftales konkrete initiativer til at øge udbygningshastigheden for elnettet markant. På sigt er det ikke tilstrækkeligt blot at sikre udvalgte sektorer. Alle dele af det danske samfund har brug for elforsyning til at udvikle sig, siger Erik Østergaard.

Fakta om Akutplanens prioriteringsmodel