Del

DTL: Ny rapport peger på trafiksikkerhedsproblemer hos varebilstransportører

En dugfrisk rapport fra Havarikommissionen for vejtrafikulykker (HVU) om trafiksikkerheden blandt varebilstransportører byder ikke på de store overraskelser, men tegner et billede af et betydeligt forbedringspotentiale i branchen. DTL - Danske Vognmænd deler bekymringen.

Uopmærksomhed, distraktion, træthed og forudsigelige trafiksituationer udgør årsagerne til mere end halvdelen af ulykker, der involverer varebiler. Det viser den nye rapport fra Havarikommissionen for vejtrafikulykker (HVU). Derudover spiller træthed, lange arbejdsdage og hastighed ind.

- Det er vigtigt, at vi får bragt ulykkestallene ned, og vi kan se, at varebilerne er overrepræsenteret i ulykkesstatistikken. Det er derfor vores klare anbefaling, at alle virksomheder får udarbejdet en trafiksikkerhedspolitik. Den skal være en virksom og integreret del af chaufførernes og virksomhedernes dagligdag. Og så skal mobiltelefonen ud af hånden, når man kører.

Sådan siger adm. direktør i DTL - Danske Vognmænd, Erik Østergaard, ovenpå den seneste HVU-rapport. Han  fortsætter:

- Trafiksikkerhed vedrører os alle. Derfor ser jeg det som oplagt, at transportkunderne også efterspørger en trafiksikkerhedspolitik, når de bestiller varer. På den måde kan transportkøber og transportør sammen sikre en bedre adfærd, mere opmærksomhed osv. HVU tilbyder rådgivning til transportkøberne om, hvilke krav de bør stille – og det forslag kan vi kun bakke op om.

Brug sikkerhedsudstyr

-Og så er det vores klare anbefaling, at der ved indkøb af varebilerne tilkøbes noget af det sikkerhedsudstyr, der i dag findes på markedet. Det kan være fartpilot, kameraer osv. Alt sammen noget, der reducerer ulykkerne og højner sikkerheden, siger Erik Østergaard.

-Vi ved, at det er en del af transportbranchen, der slås med mange udfordringer, og derfor har DTL i årevis arbejdet for tilladelseskrav og ordnede forhold. HVU-rapporten fokuserer på trafiksikkerheden, men jeg er slet ikke i tvivl om, at dårlige arbejdsforhold, manglende uddannelse og så videre udgør en del af fødekæden til ringere sikkerhed. Derfor arbejder vi fra DTL's side fortsat på en bedre regulering af varebilsområdet, sammen med vores specialforening SKV, slutter Erik Østergaard.

Læs rapporten her