DTL står klar til at modtage messegæsterne på den vante plads, når den store transportmesse over tre dage i Herning åbner i morgen. I år tager DTL et væsentligt skridt videre med sine nærmeste samarbejdspartnere
- DTL-standen er fra planlægningens første fase sket i tæt koordinering med Circle K og Nordens største forsikringsselskab, nemlig If, som vi siden årsskiftet har kørt et helt tæt parløb med, og som glæder sig til at møde DTL-medlemmerne og fortælle om de mange forsikringsfordele, DTL-medlemmerne kan opnå, siger Erik Østergaard, DTL’s administrerende direktør og formand for komiteen bag Transport 2019.
- Circle K har i år sin egen stand helt op ad DTL’s, og vi har et fælles loungeområde, hvor vognmændenes behov kan drøftes under uformelle rammer. Vi har lavet en stand med udgangspunkt i vognmandens behov og med fokus på alle de mange muligheder og tilbud, som DTL-medlemsskabet giver og med alle samarbejdspartnerne lige ved hånden.
På standen kan Transport 2019-gæsterne således ud over If og Circle K finde TungVognsSpecialisten (TVS), Applus, SOS Dansk Autohjælp, COMAsystem og Jyske Finans. Vognmænd og andre interesserede vil naturligvis også kunne møde alle DTL-konsulenterne og en række af DTL’s netværk og specialforeninger på standen.
- Vi har i år valgt at fokusere benhårdt på de konkrete behov, som vognmanden har i hverdagen. Og samlet tilbuddene under ét. Vi skal have kåret finalisterne til Årets Transportvirksomhed på messen, som i år er lagt på Volvos stand. Og vi har sagt ja til at afvikle kåringen af Årets Chauffør på DTL-standen. Men ellers holder vi fokus på bedre muligheder for det direkte møde med DTL og vores stærke samarbejdspartnere, slutter Erik Østergaard.
Torsdag
Fredag
Lørdag
Transport 2019 er Skandinaviens største transportmesse og hele branchens mødested. Transport 2019 arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med ATL - Transportens arbejdsgivere, AutoBranchen Danmark, Dansk Person Transport, Danske Speditører, De Danske Bilimportører, DI Transport, DTL - Danske Vognmænd, Foreningen af Vognimportører i Danmark, ITD og 3F Transportgruppen.
Find DTL – Danske Vognmænd på stand 7110 i Hal J lige til højre for Indgang Vest.