Adm. direktør for DTL - Danske Vognmænd og DTL's arbejdsgiverforening, DTL-A
DTL – Danske Vognmænd ser frem til samarbejdet med Signe Munk (SF), der er udnævnt til ny transportminister. Fra transporterhvervets side er der et klart ønske om en konstruktiv dialog om de rammevilkår, som er afgørende for en effektiv, grøn og konkurrencedygtig transportsektor.
DTL’s adm. direktør Erik Østergaard glæder sig til det kommende samarbejde med den nyudnævnte transportminister Signe Munk. – Den tidligere politiske ordfører for SF er i modsætning til sin forgænger et ubeskrevet blad i transportbranchen, men det skal ikke spænde ben for en god dialog og et godt samarbejde, udtaler han.
Ministerium for by- land og transport
Ifølge Østergaard er transportsektoren er en helt central del af dansk økonomi, forsyningssikkerhed og ikke mindst beredskab. Derfor håber han på et tæt og resultatorienteret samarbejde med den nye minister, der også bliver minister for ”by og land”.
- Hvad der nærmere ligger i, at by og land er koblet sammen med transport, må vi finde ud af. Men udgangspunktet for os er, at transporten jo binder by og land sammen, og infrastrukturen er lige så vigtig i de tyndtbefolkede egne som i de store byer. Så på den måde skal det nok blive positivt.
Fokus på realistisk grøn omstilling
Erik Østergaard peger på, at transporterhvervet allerede er i gang med en omfattende grøn omstilling, men at tempoet afhænger af politiske beslutninger om teknologi, infrastruktur og incitamenter.
- Jeg vil godt gentage, det jeg tidligere har sagt: Vi har brug for klare og langsigtede rammer for investeringer i grønne teknologier som el- og brintlastbiler. Det kræver blandt andet en markant udbygning af lade- og tankinfrastruktur samt økonomiske modeller, der gør det muligt for virksomhederne at følge med.
Rammevilkår og fair konkurrence
DTL-direktøren fremhæver samtidig behovet for ens konkurrencevilkår mellem danske og udenlandske vognmænd, som erfaringsmæssigt ligger SF på sinde. – Vi havde et godt samarbejde med SF under tilblivelsen af EU’s vejtransportpakke, og den del af transportpolitikken ligger forhåbentlig fast, siger han.
Også af den grund er det vigtigt for Erik Østergaard, at kilometerafgiften for lastbiler fungerer efter hensigten og ikke svækker danske virksomheders konkurrenceevne.
- Det er vigtigt, at der allerede nu kigges på, hvordan vejafgiften fungerer i praksis. Hvis ordningen får utilsigtede konsekvenser for danske vognmænd eller skævvrider konkurrencen, skal den justeres. Afgiften må ikke blive en barriere for grøn omstilling eller effektiv transport.
- Transportbranchen er en del af løsningen – og vi ser frem til en åben og konstruktiv dialog med Signe Munk, slutter Erik Østergaard.