Del

DTL: Fremrykning af frister om omstilling til skærpede miljøzoner er dybt problematisk

Det længe ventede lovforslag om miljøbeskyttelsesloven vedrørende miljøzoner, er blevet strammet i forhold til det lovforslag som regeringen sendte i høring. Det har nemlig pludselig reduceret omstillingsfristerne for vognmændene, og det giver – ovenikøbet midt i en økonomisk vanskelig tid – vognmændene store udfordringer. DTL har netop skrevet om sagen til miljøminister Lea Wermelin.

Lovforslaget lægger op til at fremrykke ikrafttræden af fase 2 i skærpelsen af miljøzonerne. Det betyder, at fra og med den 1. januar 2022 skal dieseldrevne lastbiler og busser med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg have monteret et partikelfilter for lovligt at kunne færdes i en miljøzone, medmindre køretøjet er registreret første gang den 1. januar 2015 eller senere. Oprindeligt opererede de seneste stramninger fra maj sidste år med 1. juli 2022 som skæringsdato og en 1. registreringsdato den 1. januar 2014. I øvrigt den dato, hvor Euro 6 normen, blev lovpligtig for alle nye lastbiler.

For lidt tid til omstilling

-Det vil udgøre et stort problem for mange vognmænd, der vil have væsentlig kortere tid til at omstille sig, end de oprindelig var blevet stillet i udsigt i det oprindelige lovforslag. Skærpede miljøzonekrav bør tværtimod indføres med en frist på flere år, siger DTLs administrerende direktør Erik Østergaard, og fortsætter:

-Med fremrykningen af fase 2 gives vognmændene simpelthen for lidt tid til den nødvendige omstilling. Det medfører værditab for samfundet og ekstra omkostninger for vognmanden. Jeg synes ikke, tiden er til den form for benspænd, siger Erik Østergaard.

I brevet til ministeren slår DTL fast, at den korte frist udgør et særligt stort problem for vognmænd med specialkøretøjer. Specialkøretøjer er lastbiler med særlige opbygninger, eksempelvis slamsugere, kraner og flyttebiler. De er dyre i anskaffelse, har lange leveringstider, kører i sammenligning med andre lastbiler langt færre årlige km og lever derfor markant længere. Pga. den begrænsede kørsel med disse biler er de også miljømæssigt en langt mindre belastning. Men de bliver især ramt hårdest, fordi der typisk er tale om meget dyre specialkøretøjer.

-Vognmænd med specialkøretøjer er langt hårdere udfordret af de skærpede miljøzoner end andre vognmænd. Hvis fremrykningen af ikrafttræden fastholdes, vil DTL stærkt opfordre til, at der tages hensyn til specialkøretøjerne med en målrettet lempelse i lovgivningen eller gennem retningslinjerne for Miljøstyrelsens dispensationspraksis, siger Erik Østergaard.

Eftermontering af partikelfiltre er omstridt

-Eftermontering af filtre på Euro4 og Euro5-motorer er omstridt og genstand for indgående diskussioner mellem filterproducenter, lastbilproducenter, ja selv forsikringsselskaber. Nogle vognmænd med specialkøretøjer har allerede dårlige erfaringer med eftermontering af filtre på køretøjer med typiske kørselsmønstre, hvor motoren simpelthen ikke opnår tilstrækkelig driftstemperatur til at holde filteret rent. Nogle af de toneangivende lastvognsfabrikanter fraråder direkte eftermontering af filtre på Euro4- og Euro5-motorer, og det er vores indtryk, at filterleverandørerne på den anden side er alt for optimistiske i deres vurderinger af, om det er hensigtsmæssigt at montere filtre. Samtidig er der også forsikringsmæssige komplikationer ved eftermontering af filter, påpeger DTL-direktøren.

-Vi må imødese, at Danmark står over for en ikke ubetydelig økonomisk krise som følge af corona-epidemien. En økonomisk krise vil erfaringsmæssigt vanskeliggøre omstillingen, da antallet af naturlige nyregistreringer af Euro6-køretøjer vil falde betydeligt og måske ligefrem halveres. Det sker simpelthen som følge af det fald i efterspørgslen efter godstransporter samt strammere krav til finansiering af selvsamme køretøjer, som vi ser i økonomiske tilbagegangstider. Vi kan ikke lade som om, det ikke forholder sig sådan, fortsætter Erik Østergaard.

Svækker erhvervet

I brevet til miljøministeren skriver DTL bl.a.: ”Transporterhvervet bidrager gerne, og den løbende udskiftning til senest Euro6-køretøjer har været en stor miljømæssig succes. Den oprindeligt fastsatte stramning pr. 1. juli 2022 var inden for rammen af det mulige og fornuftige. Det er stærkt problematisk med en yderligere stramning af en i forvejen økonomisk og krævende omstilling af transporterhvervet på et tidspunkt, hvor vi er i en accelererende økonomisk krise. De nye stramninger vil sammen med den økonomiske krise lægge et alvorligt pres på transporterhvervet og svække erhvervet i forhold til at kunne bidrage til forsyningskæden og den økonomiske genopretning.”

-Jeg synes transporterhvervet har vist sin værdi også i krisetider – ikke mindst i de seneste 1½ måned. Nu står vi i en ny og vanskelig situation, og jeg vil derfor kraftigt opfordre til at fastholde ikrafttrædelsesdatoen for fase 2 til 1. juli 2022 og kravet til 1. registreringsdato til 1. januar 2014, eller at der i det mindste laves en særlig løsning for specialkøretøjerne, slutter Erik Østergaard.