Problemerne med vejafgiftsbøderne er begrænsede, men der er behov for at få stoppet den automatiske generering af nye bøder, hvis der i forvejen er gjort indsigelser. Det er indtil videre konklusionen hos DTL, selv om der på det seneste har været stor opstandelse i pressen over en flodbølge af urimelige og urigtige bødeopkrævninger for manglende betaling af vejafgiften.
- DTL er ikke blevet overrendt af medlemmer, der har oplevet urigtige bødeopkrævninger eller har oplevet afgørende tekniske problemer, udtaler DTL’s adm. direktør Erik Østergaard.
- Vi behandler for øjeblikket omkring 10 medlemssager men typisk med flere lastbiler og bøder pr. sag, hvoraf en del skyldes fejlagtig indlæsning af fx lastbilens registreringsnummer i boksene hos virksomhederne. Men vi oplever, at selv om en vognmand har gjort indsigelser over for Sund & Bælt i ét tilfælde, så genererer det automatiske system fortsat bøder, der bliver udsendt fra Færdselsstyrelsen uden en kvalificeret vurdering af problemet.
Erik Østergaard henviser til det automatiske bødesystem, der blot løbende videresender oplysninger om manglende opkrævning til Færdselsstyrelsen. Herfra udsendes der automatisk en bødeopkrævning, uden at der tages hensyn til forudgående indsigelser i forhold til det samme køretøj.
Er i løbende dialog
- Vi opfordrer vores medlemmer til at sende sagerne ind i alle de tilfælde, hvor man mener, at bøden er urigtigt opkrævet. Vi er løbende i dialog med Sund & Bælt, Brobizz og Færdselsstyrelsen, og vi skal nok få løst den enkelte vognmands problem. Men det vil altså lette gevaldigt, at vognmanden ikke oplever en skylle af nye opkrævninger på det samme køretøj, inden der er taget stilling til indsigelsen.
Udbyderne i vejafgiftssystemet opkræver vejafgift og tilbyder support og vejledning, hvis man bruger deres systemer og tjenester til at betale vejafgifter. Det kan være via en OBE/OBU-boks eller eventuelt en app. I øjeblikket kan vognmændene vælge mellem Brobizz og Øresund Pay, som Sund & Bælt og Øresundsbro Konsortiet står bag og dertil italienske Telepass.
- Telepass-systemet har været brugt i Europa før vejafgiften, og det er godkendt af Sund & Bælt, så vognmændene burde kunne stole på det. I øjeblikket er der behov for en suspendering af bødestrømmen i de sager, hvor vognmændene har oplevet noget, der har fået dem til at reagere og gøre indsigelse, siger Erik Østergaard.