Det var et kort forhandlingsforløb, da forhandlingsudvalget fra DTL’s arbejdsgiverforening i starten af marts satte sig til bordet med Dansk Erhverv Arbejdsgiver og 3F for at få filet de sidste ting på plads i en ny tre-årig transportoverenskomst.
Formand Jens H. Petersen, blandt vognmænd kaldet ”Container-Jens”, betegner atmosfæren under forhandlingerne som god og med en konstruktiv tilgang.
- Vi gennemgik 30-35 protokoller, og der var kun korte diskussioner om fem af dem. Men det er jo sådan, det er, med det udgangspunkt, vi havde. Lidt mere fleksibilitet til vognmændene havde dog været ønskeligt.
Formanden henviser til, at meget af resultatet var givet på forhånd gennem den forudgående DI/3F-overenskomst. Set i det lys mener Jens H. Petersen gennemgående, at de relativt høje lønstigninger ikke vil gøre det nemmere at være vognmand:
- I en tid med generelle prisstigninger, den nye vejafgift og stigningen i dieselafgiften, bliver det med de nye løn- og tillægssatser endnu sværere at få kunderne til at forstå, at prisen på vejtransport nødvendigvis må stige yderligere på grund af øgede omkostninger. Og det er ikke befordrende, når vognmændene samtidig møder krav om grøn omstilling - med alt hvad det indebærer af administrative byrder og omkostninger.
Mere fravær kan bidrage til fastholdelsen Jens H. Petersen henviser særligt til de ekstra to uger, som vognmændene nu skal betale sygeløn for i tilfælde af en chaufførs langtidsfravær.
- Den gør ondt, og det dræner en vognmand, der i forvejen skal undvære sin arbejdskraft i længere tid, fastslår han.
Vognmændene må i det hele taget vænne sig til, at medarbejderne skal undværes mere på arbejdspladsen: Overenskomsten giver nemlig ekstra to uger med fuld løn til nybagte forældre, og seniorerne kan nu nyde godt af 14 ekstra seniorfridage årligt. Selv om fraværet dækkes af fonde og de ansattes egne midler, betyder det samlet set mindre arbejdskraft.
Men her mener DTL-A formanden, at den nye aftale kan bidrage til fastholdelsen:
- Vi skal være opmærksomme på, at tiden fordrer mere frihed, og alternativet kan i værste fald være, at medarbejderne finder job i andre brancher eller helt forlader arbejdsmarkedet.
Det gælder også, når talen falder på voksenlærlinge: Ansatte med min. tre års ansættelse får nu ret til kvalificerende uddannelse, hvis vognmanden ikke kan eller ønsker at lave et voksenlærlingeforløb.
- Igen må vi se på, hvad alternativet er, hvis en chauffør har den karrieredrøm og ikke får den opfyldt, siger Jens H. Petersen.
Udvalgsarbejde om fridage og lønseddel
Arbejdsgiverformanden roser 3F for en positiv tilgang til at få udvalgsbehandlet to centrale spørgsmål. Et udvalg skal nemlig se på, om det kan lade sig gøre at slå de to halve fridage på hhv. 1. maj og Grundlovsdag sammen til én dag.
– Man er gået med til, at udvalget arbejder uden for selve overenskomstperioden, så parterne i ro og mag kan nå et resultat. Det er i al fald positivt, fastslår Jens H. Petersen. Parterne har desuden tilsluttet sig et udvalgsarbejde under lageroverenskomsten om synliggørelse af løn og løndele på medarbejdernes lønsedler i samarbejde med lønsystemudbyderne.
FAKTA OM OVERENSKOMSTEN
Den nye overenskomst er ikke gældende endnu, da den skal runde forligsmanden. Afstemningen om forligsmandens mæglingsforslag forventes afsluttet i april 2025.
Indtil forslaget er vedtaget, skal arbejdsgivermedlemmerne følge den gældende overenskomst for 2023-2025. Dvs., at regulering af normallønnen først vil ske, når mæglingsforslaget er vedtaget.
DTL’s arbejdsgiverforening/Dansk Erhverv Arbejdsgiver vil informere nærmere, når overenskomsterne er endeligt vedtaget.
Når den nye overenskomst træder i kraft, skal lønnen reguleres med tilbagevirkende kraft. Regulering af normallønnen skal ske fra den lønningsuge, hvori 1. marts 2025 indgår.
Regulering af arbejde på ubekvemme tidspunkter/forskudt-tidstillæg, overarbejde samt holddrifts-tillæg skal ske pr. 1. maj 2025.
Forhandlingsudvalget fra DTL-A bestod af formand Jens H. Petersen samt bestyrelsesmedlemmerne Lars V. Andersen og Karsten Klitmøller.