Del

Danmarks bedste firling

Toyota har netop lanceret sit bidrag til den lille varebilsklasse, Toyota Proace City. Bilen deler platform og teknik med trillingerne fra Peugeot, Citroën og Opel, der sidste år vandt prisen som årets varebil.

Alting kan blive væk i et par bukser med mere end fire lommer. På samme måde forholder det sig med den nye Toyota Proace City blot i endnu højere grad. Førerkabinen gemmer på ikke færre end 16 rum af forskellig størrelse til chaufførens ting. For nogle er de 16 rum gefundenes Fressen, men for undertegnede er de opskriften på den evigt tilbagevendende gemmeleg.

Toyota Proace City er blevet til i samarbejde med den franske PSA-koncern. Kabinen og det ydre design adskiller bilen fra dens tre prisvindende søskende fra PSA-koncernen, Peugeot Partner, Citroën Berlingo og Opel Combo, som undertegnede sidste år var med til at kåre som Årets Varebil i Danmark. Og som også vandt den europæiske pris "Van of the Year 2019".

Bortset fra design og kabine er de fire biler stort set identiske. Måske er Toyotas udgave et mulehår eller to foran de tre søskende.

- Vi giver tre års garanti på bilen mod de andres to år. Og Toyota-brandet betyder nok, at gensalgsværdien på Proacen er bedre end på de andre. Derfor kalder vi den for Danmarks bedste varebil, argumenterer pressechef Anders Tystrup fra Toyota Danmark A/S.

Kvik PSA-motor
I motorrummet på den bil, som DANSKE VOGNMÆND prøvekører, sidder en 1,5-liters dieselmaskine på 102 HK (250 Nm) fra PSA-koncernen.

Men bilen fås også i en mindre version på 75 HK (230 Nm) samt en større på 130 HK (300 Nm). Desuden kan den fås med 1,2 liters benzinmotor med 110 (205 Nm) eller 130 HK (230 Nm).

Til næste år kommer bilen i overensstemmelse med tidsånden i en ren elektrisk udgave.

En prøvetur fra Herlev via Københavns gader til Kongelunden på Amager og tilbage igen afslører en kvik bil, der fungerer fint både i de snævre gader og på motorvejen. Der er god plads til føreren. Dog mangler armlæn på førerpladsen. Bilen har tre sæder, så der kan medtages et par passagerer. Instrumenterne sidder let tilgængeligt, hvor de skal. Her er aircondition og en 8”-touchskærm med bluetooth, så man kan få vist sin GPS fra mobilen på skærmen.

Fin bakskærm
En lille videoskærm gør det ud for bakspejl, så man kan tjekke trafikken bagude, selv om bilen er en lukket van. Når bilen sættes i bakgear, skifter kameravinklen, og skærmen giver dermed super hjælp til bakmanøvren. Det fungerer fint, omend skærmbilledet fremstod noget blegt i den stærke sol, som skinnede på dagen. Bilen er udstyret med parkeringscensorer, der giver lyd, hvis man kommer for tæt på en forhindring.

Med et tryk på en knap kan man få skærmen til at skifte billede, så man via et kamera i højre sidespejl ser ned langs bilens højre side. Men mon folk vil tage sig tid til at rode med knappen på skærmen ved højresvingsmanøvrer? Nok ikke. En idé til Toyotas konstruktører kunne være at lade skærmen automatisk skifte til højrebilledet, når man blinker til højre. Det ville være smart.

En anden fin detalje er bilens adaptive servostyring. Ved lave hastigheder såsom ved parkeringsmanøvrer, er styringen superlet. I takt med at hastigheden stiger, bliver styringen sejere. Det fungerer rigtig fint.

Mangler de avancerede kørselsassistenter
Mere avancerede kørselsassistenter som nødbremse, adaptiv fartkontrol og vognbaneassistent må man op i den største model for at nyde godt af.

Disse features, som i dag er standard på de fleste nye tunge køretøjer, er nærmest uundværlige i dagens tætte trafik og burde være et must i varebilsflåden hos et professionelt transportfirma. Prøvebilen koster 164.000 kroner. Den store model koster ekstra 46.000 kroner. For de penge får man bl.a. otte-trins automatgear og ud over de nævnte kørselsassistenter også mere trækkraft med deraf følgende mulighed for at trække et tungere påhængskøretøj. Afhængig af motorstørrelsen må bilen trække 1.000 til 1.350 kilo.

Rummeligt lastrum
Bilen fås i to størrelser, ”Medium” og ”Long”. Prøvebilen var en model Medium og har et lastrum med en indvendig længde på 182 cm. Lastrummet i den lange udgave er på 217 cm. De to biler rummer hhv. 3,4 og 3,9 m3. Akselafstanden er øget med cirka 20 cm på model Long.

Højre forsæde kan lægges ned, en klap til lastrummet kan herefter åbnes og hokuspokus: 1,3 meter ekstra lastrum er pludselig en mulighed. For lange, smalle kolli i hvert fald. Denne feature, af Toyota kaldet Smart Cargo, øger samtidigt rummeligheden med en halv m3.

Lastrummet på bilen er regulært og tager to europaller i forlængelse af hinanden. Prøvebilen må laste 650 kilo. Den lange udgave må laste 1.000 kilo.

Låsene til lastrummet kan aktiveres fra kabinen. Smart detalje.

Med Proace City har Toyota endeligt afløseren til Toyota Sportsvan klar, og virksomheden håber, at man med modellerne kan øge den nuværende markedsandel af varebilsmarkedet til op mod fem procent i år.

Læs anmeldelsen i bladet

Danske Vognmænd nr. 6/7, juni-juli 2020