Coronavirus' betydning for kommercielle kontrakter

Coronavirus som force majeure? Udbruddets betydning for kommercielle kontrakter

Udbruddet af coronavirus (COVID-19) har indtil videre forårsaget udgangsforbud, karantæner og andre restriktioner flere steder både i og uden for Kina. Dette har medført, at flere virksomheder oplever vanskeligheder med at overholde deres kontraktuelle forpligtelser. Det er derfor relevant at overveje, om udbruddet af coronavirus udgør en force majeure-begivenhed, der kan medføre potentiel ansvarsfrihed, samt hvordan der kan tages højde for udbruddet i fremtidige kontrakter.

Force majeure som begreb

Force majeure er i dansk ret et samlebegreb for ekstraordinære begivenheder, der umuliggør opfyldelsen af en kontraktparts forpligtelser, og som den berørte part hverken kunne forudse, forhindre eller overkomme. Som typiske eksempler på force majeure-tilfælde kan blandt andet nævnes krigsudbrud, oprør, indførselsforbud, blokade, offentlig beslaglæggelse, ildebrand og naturkatastrofer.

I dansk ret er virkningen af en force majeure-begivenhed som udgangspunkt midlertidig ansvarsfrihed for den part, der er forhindret i at opfylde sine forpligtelser – også selvom der ikke er taget udtrykkeligt forbehold herfor i kontrakten. Denne part kan således ikke mødes med misligholdelsesbeføjelser, som den anden part måtte have i anledning af den manglende opfyldelse. Er der tale om opfyldelseshindringer, der er af permanent eller ubestemt varighed, kan en parts forpligtelse til at opfylde kontrakten endog helt ophøre.

Er udbruddet af coronavirus en force majeure-begivenhed?

Vurderingen af, om udbruddet af coronavirus udgør en force majeure-begivenhed, vil først og fremmest bero på en konkret vurdering af det pågældende kontraktforhold. En kontraktparts påberåbelse af force majeure er derfor som regel forbundet med en vis standpunktsrisiko og kræver derfor en grundig analyse af egne forhold og den pågældende aftale.

Såfremt den pågældende kontrakt ikke indeholder en særskilt regulering af force majeure, er der særligt to forhold, der bør tages i betragtning, når det skal vurderes, om udbruddet af coronavirus konkret udgør en force majeure-begivenhed:

For det første skal opfyldelsen af kontrakten være umulig. Her må man som kontraktpart spørge sig selv, hvordan virusudbruddet konkret har forhindret eller forsinket den pågældende ydelse. Det er i denne forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at selvom udbruddet konkret har gjort det mere byrdefuldt, dyrere eller endda urentabelt at leve op til kontraktens bestemmelser, vil dette ikke nødvendigvis være ensbetydende med, at der foreligger ansvarsfritagende force majeure. Ligeledes vil opfyldelse af kontrakten ikke nødvendigvis være umulig i tilfælde af leverandørsvigt, såfremt kontrakten kan efterleves ved at kontrahere med alternative underleverandører.

Dernæst skal udbruddet af coronavirus og dets følgevirkninger konkret være upåregneligt. Her vil især tidspunktet for indgåelsen af kontrakten være af betydning, idet udbruddet på nuværende tidspunkt må antages at være så kendt i den bredere offentlighed, at enhver bør være i stand til at påregne de potentielle følger, som udbruddet indebærer. Er kontrakten derimod indgået på et tidspunkt, der ligger forud for udbruddet, f.eks. før WHO’s officielle erklæring af coronavirus som en international sundhedskrise, er det mere sandsynligt, at denne betingelse vil være opfyldt.

Lovvalg og force majeure-klausuler

I internationale kontraktforhold er det vigtigt at holde sig for øje, at kontraktens lovvalg kan have stor betydning for adgangen til at påberåbe sig force majeure samt det nærmere omfang heraf. Hvor force majeure gælder som en almindelig retsnorm i kontrakter, der er underlagt dansk ret, vil dette ikke altid være tilfældet, såfremt kontrakten er underlagt lovgivning i andre jurisdiktioner. Således har navnlig common law-jurisdiktioner, som for eksempel USA, Storbritannien, Singapore og Hong Kong ingen generel force majeure-doktrin. I sådanne jurisdiktioner kan en kontraktpart alene påberåbe sig force majeure i det omfang, dette udtrykkeligt fremgår af kontrakten.

Tilsvarende kan også kontrakter, der er underlagt dansk ret indeholde en særskilt force majeure-klausul, der vil være relevant at forholde sig til. Alt afhængig af den nærmere udformning af en sådan klausul kan adgangen til at påberåbe sig force majeure konkret være lempet eller skærpet.

Det ses i øvrigt af og til, at internationale kontrakter indeholder øvrige klausuler, der kan være relevante at forholde sig til, som følge af virusudbruddet, herunder f.eks. hardship- eller material adverse change (”MAC”)-klausuler. Sådanne klausuler kan efter omstændighederne udgøre alternative sikkerhedsventiler, såfremt påberåbelse af force majeure ikke lader sig gøre.

Vær opmærksom på underretningspligten

Hvis man som kontraktpart ønsker at påberåbe sig force majeure, er det almindeligvis ikke tilstrækkeligt blot at afvente begivenhedernes gang. I dansk ret er ansvarsfriheden betinget af, at den part, der ikke kan opfylde kontrakten på grund af force majeure, loyalt underretter sin medkontrahent herom. Iagttages denne underretningspligt ikke, kan det medføre erstatningsansvar, ligesom beføjelsen til at påberåbe sig force majeure helt kan bortfalde.

Noget tilsvarende vil almindeligvis gælde i internationale kontrakter, der ikke er underlagt dansk lovgivning. Således indeholder en lang række standardkontrakter, herunder bl.a. FIDIC-bøgerne og Orgalime General Conditions, krav om, at der gives meddelelse til den anden part om force majeure-begivenhedens indtræden. Det er vigtigt at være opmærksom på, at de nærmere formkrav til og frister for denne meddelelse kan variere fra kontrakt til kontrakt, ligesom det oftest vil være et krav, at modparten underrettes på ny, så snart opfyldelseshindringerne er ophørt.

Praktiske implikationer

Som det fremgår af ovenstående, vil vurderingen af, om et forhold kan anses som force majeure altid bero på en konkret vurdering af aftalen. Er man tvivl om, hvorvidt coronavirus kan gøres gældende som en force majeure-begivenhed, anbefaler vi, at følgende overvejes:

• Indeholder kontrakten en force majeure-klausul? Hvis dette er tilfældet, må det undersøges, i hvilket omfang denne omfatter opfyldelseshindringer som følge af epidemier, karantæne, isolation og øvrige relevante restriktioner.
• Er der ikke en force majeure-klausul, må det undersøges om den lovgivning, som kontrakten er underlagt, indeholder en generel force majeure-doktrin.
• Er kontrakten indgået før eller efter udbruddet af coronavirus?
• Udgør coronavirus eller følgerne heraf en opfyldelseshindring, eller er der tale om vanskeligheder, der kan løses på anden vis?
• Er relevante medkontrahenter blevet underrettet om, at forsinkelser må påregnes som følge af force majeure?

Virksomheder bør i øvrigt foretage en generel gennemgang af deres standardkontrakter og overveje, hvordan der fremadrettet kan tages højde for udbruddet i den samlede kontraktstyring. Navnlig bør det overvejes, om risici forbundet med udbruddet er tilstrækkeligt adresseret i virksomhedens eksisterende force-majeure klausul, eller om udbruddet eventuelt nødvendiggør, at der tages et specifikt ”coronavirus-forbehold”. Ved udformningen af sådanne klausuler er der en række forhold, som bør overvejes nøje, herunder bl.a. den nærmere afgrænsning af opfyldelseshindringerne, samt retsvirkningerne heraf mellem parterne.

Gorrissen Federspiel Advokatpartnerselskab

Shipping/Offshore/Transportation

Axeltorv 2, 1609 Copenhagen V, Denmark

T +45 33 41 41 41