- Afstanden fra Christiansborg til Messecenter Herning er 309 kilometer, og lige nu er den mentale afstand mellem regering og erhverv desværre lige så stor. Jeg vil klart anbefale transportmessen, for så bliver man en del af fællesskabet i virkelighedens transport. Det bliver både festligt, grønt og ikke mindst fagligt, lover DTL’s adm. direktør Erik Østergaard, der selv lægger ud med at deltage i åbningsdebatten fra kl. 10.45 med fokus på den grønne omstilling.
Besøgende kan på standen møde DTL’s servicekonsulenter, der er klar til at besvare spørgsmål og fortælle om deres hverdag med vognmændenes udfordringer og repræsentanter fra DTL's erhvervspolitiske afdeling, der til daglig har kontakten til myndigheder og politikere.
Desuden er standen bemandet med DTL-medlemmer fra Kran-Blok Erfa og netværket for selvkørende vognmænd. De fortæller gerne om, hvad der optager dem i øjeblikket. Torsdag vil man kunne træffe formanden for Specialforeningen for Kurér- og Varebilstransportører, og lørdag vil Dansk Møbeltransport Forening være på standen. Repræsentanter for DTL-Ungdom vil være at træffe på standen alle dage.
Som noget nyt vil Nordic Logistics Association (NLA) være repræsenteret på standen med direktør Torsten Laksafoss Holbek. Interesserede kan få indblik i livet i EU’s institutioner og stille spørgsmål til, hvorfor de nordiske organisationer egentlig arbejder i Bruxelles.
Vejdirektoratet vil i år være på standen torsdag den 20. april for at stille de besøgende vognmænd spørgsmål om behovet for ladekapacitet til elbiler.
Og igen i år har DTL en række samarbejdspartnere med på standen: Det er bl.a. AMU-Transport Danmark, Applus Bilsyn, Jyske Finans, Proløn, TungVognsSpecialisten og Lexoform. Desuden gæster UCL-Lederuddannelsen standen. Alle har de særligt fokus på DTL’s medlemmer.
DTL og Jyske Finans kårer vinderen af Den Grønne Transportpris. Det foregår i år på Grøn Scene i Hal J3 torsdag den 20. april kl. 13.00.
Endelig er der fredag den 21. april kl. 11 i Hal F forpremiere på trafiksikkerhedskampagnen ”hop med i førerhuset”. Bag kampagnen står DTL og en række samarbejdspartnere.