Del

Det skal du vide om CO2-emissionsklasser 

Den pris, du skal betale i vejafgift fra 1. januar 2025, afhænger af, hvilken CO2-emissionsklasse dine lastbiler placeres i i Motorregistret.  

Fra 1. januar skal lastbiler over 12 tons betale kilometerbaseret vejafgift ved kørsel i Danmark. Taksten pr. kilometer afgøres bl.a. af lastbilens emissionsklasse. CO2-emissionsklassen er et udtryk for, hvor meget driften af lastbilen belaster klimaet.

De fleste lastbiler, som kører på vejene i foråret 2024, vil blive placeret i emissionsklasse 1, hvilket betyder, at de kommer til at betale den høje vejafgift.

 

Fem CO2-emissionsklasser

Det er et krav fra EU, at lastbiler skal indplaceres i en af fem CO2-emissionsklasser. Det står i et EU-direktiv fra 2022.

Færdselsstyrelsen bestemmer din lastbils CO2-emissionsklasse ud fra lastbilens specifikke CO2-emissioner og en fastlagt CO2-referenceværdi for din køretøjsundergruppe.

 

CO2-emissionsklasse

Beskrivelse

1

Lastbil indregistreret første gang før den 1. juli 2019, eller som ikke hører til i de andre CO2-emissionsklasser

2

Lastbil på 5 % under CO2-referenceværdien

3

Lastbil på 8 % under CO2-referenceværdien

4

Lavemissionslastbil på 50 % under CO2-referenceværdien

5

Nulemissionslastbil, fastsættes ud fra lastbilens drivkraft, for eksempel el eller brint

 

Er lastbilen indregistreret i Danmark, vil du kunne se lastbilens CO2-emissionsklasse i Motorregistret i løbet af 2024.

 

Hvordan beregnes CO2-emissionsklassen?

Beregningen bygger på oplysninger om din lastbil i registreringsattest og kundeoplysningsfil. Konkret bruges disse data:

  • Drivkraft
  • Dato for første registrering
  • Køretøjets specifikke CO2-emissioner
  • Køretøjsgruppe og -undergruppe (hvis undergruppen ikke står i kundeoplysningsfilen, beregnes undergruppen på baggrund af køretøjsgruppe, førerhustype og motorens nominelle effekt)
  • Kabinetype
  • Motorens nominelle effekt

Eksempel på CO2-emissionsklasse 3

Tre-akslet lastbil (6x2) – anvendelse: trækkraft for sættevogn.

  • Drivkraft: Diesel (forbrændingsmotor)
  • Dato for første registrering: December 2023
  • Køretøjsundergruppe: 10-LH
  • Køretøjets specifikke CO2-emissioner: 48,1 gram pr. tonkilometer
  • Køretøjsgruppe: 10
  • Kabinetype: Sovekabine
  • Motorens nominelle effekt: 368 kW

 

Kilde: vejafgifter.dk

 

Se taksterne for CO2-emissionsklasserne i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND, som udkommer den 6. maj.
Læs mere om CO2-emissionsklasser på vejafgifter.dk