Vognmand Michael Villumsens varebiler kører sammen med andre kurerfirmaer Europa tyndt med medicinske prøver og forskningsresultater, reservedele til skibe og andet specielt gods. Ofte går turen fra København til Skotland, en tur der nemt tager 25 timer at gennemføre. Det er derfor nødvendigt for Michael Villumsen eller hvem, der nu kører bilen, at hvile flere gange undervejs.
Hvis godset ikke har den store værdi, kan hvilet foregå på et hotel. Men – og det er ofte tilfældet – hvis godset er værdifuldt, må chaufføren ikke forlade bilen under transporten. Hvilet skal derfor ske på tværs af varebilens sæder. Hvor ubekvemt det er, behøver man ikke den store fantasi for at sætte sig ind i.
- Jeg har et tæppe med til at tage over mig. Men behageligt bliver det aldrig at sove på tværs af sæderne i bilen, siger Michael Villumsen, der ejer Sv Kurér Transport ApS i Skibby.
Men hvorfor køber han ikke bare en varebil med sovekabine?
- Man må ikke installere soveplads i varebiler på gule plader til godstransport i Danmark. Det er forbudt. Hvorfor må vi ikke indrette bilerne som kollegerne i resten af Europa? spørger han.
På turene tilbage til Danmark løses hvileudfordringen på den løse madras, som chaufførerne medbringer. Det må man nemlig gerne, og så foregår hvilet omme i det nu tomme varerum.
Efterlyser dispensation
Ifølge Motorstyrelsen må en varebil på op til fire tons ikke indrettes med sovekabine, da den så ikke utvivlsomt er konstrueret til godstransport. Følgebiler til særtransporter har dispensation fra den bestemmelse og må derfor gerne indrettes med sovekabine.
Hvorfor så ikke bare indrette sovekabinen i bilen og få den indregistreret på hvide plader og i øvrigt betale fuld registreringsafgift? Den går heller ikke, for ikke alene ville det blive dyrt, men man må slet ikke transportere gods for fremmed regning i biler på hvide plader. Og overtræder man reglerne, koster det vognmanden dyrt.
Nogle varebilvognmænd har fået klækkelige bøder for at have fast soveplads i varebilerne, oplyser Michael Villumsen.
- Lav en særregel for varebiler, der kører gods mod betaling, foreslår han.
Bliver umuligt at fortsætte
Den 1. juli 2026 bliver chauffører af varebiler i international transport omfattet af køre- og hviletidsreglerne. Det betyder, at varebilerne skal have installeret smart tachograf. Og så må man ikke længere sove på sæderne i bilerne. Det stiller Michael Villumsen og hans chauffører i en umulig situation.
- På den ene side må vi ikke forlade bilen efter krav fra kunden, fordi lasten er så værdifuld. På den anden side må vi ikke sove på forsæderne i bilen, og vi må heller ikke indrette en soveplads i bilen. Bilerne skal være overvågede, men vi kan ikke sove nogen steder. Får vi ikke lov til at holde vores hvil i bilerne, bliver det tæt på umuligt at fortsætte i min niche som varebilvognmand, siger han og peger på nok et problem i forbindelse med de manglende sovekabiner.
- Vi har i forvejen problemer med at tiltrække nye og unge chauffører til branchen. Den udfordring bliver svær, hvis vi ikke kan tilbyde dem ordentlige forhold. Og dertil hører altså mulighed for at holde hvil under ordentlige forhold i bilen, som det er tilfældet med de store lastbiler.
MOTORSTYRELSEN VIL SE PÅ REGLERNE
DANSKE VOGNMÆND har spurgt Motorstyrelsen, som administrerer reglen om sovekabiner i varebiler, hvorfor den slags ikke er tilladt. I et skriftligt svar oplyser styrelsen, at den vil se på sagen med henblik på at overveje, om reglerne bør rettes:
”Det er Motorstyrelsens nuværende praksis, at afgiftsfritagne lastbiler kan indrettes med en sovebriks i førerhuset bag eller over førersædet, hvis det er nødvendigt for at overholde EU-forordningen om køre-og hviletider, og fortsat være omfattet af afgiftsfritagelsen. Motorstyrelsen vil undersøge, om ændringerne af reglerne for køre- og hviletider medfører en ændring af Motorstyrelsens praksis for varebiler, ” hedder det blandt andet.